Månedsarkiv: april 2015

Brugsens loppemarked i Skibbækparken

Så er det tid igen at kigge loft og kælderrum efter for ting, man ikke bruger mere, men som andre måske kan få glæde af. 
Kr. Himmelfartsdag d. 14. maj 2015 holder Dagli´ Brugsen Loppemarked kl. 10.00 – 15.00 i Skibbækparken 2 – 4 Kirke Stillinge.

En stand koster 50,- kr., som kan købes i Dagli´ Brugsen, sidste tilmelding er mandag d. 11. maj 2015. Der vil være mulighed for at købe pølser,  øl og sodavand på pladsen. Vi glæder os til en hyggelig dag med forhåbentlig dejlig sol og blå himmel.

Det er blevet besluttet i bestyrelsen at sætte en udendørs hjertestarter op ved Brugsen, vi ved endnu ikke datoen for dette, men det bliver selvfølgelig annonceret, når vi ved det.
Med Venlig Hilsen
Brugsens bestyrelse.

Små kunstnere fra Stillinge Skole udstiller i Røde Tårn

Børnekunstudstillingen løber fra d. 10. april – 10 maj 2015, og der er gratis adgang for alle.
En lille gruppe elever, fra 0. kl – 3. kl. på Stillinge Skole laver hver uge en masse skønne og kreative billeder. Et lille udvalg af disse billeder er lige nu en del af en større børnekunstudstilling i Røde Tårn, Slagelse. 
På skolens kreative-fagfordybelseshold bliver malet med akryl, akvarel, tegnet, klippet, limet og formet. De forskellige artet opgaver gør, at de får en bred forståelse for materialer og teknikker inden for billedfremstilling. Billederne de laver er både plane, er rummelige og også en kombination af begge. Målet er at give eleverne mulighed for at udtrykke sig gennem det visuelle medie, de vil derved også opnå en forståelse for alle de indtryk vi dagligt får fra billedmediet generelt. 
Eleverne arbejder altid koncentreret og har gang i flere forskellige billeder på en gang. De er rigtig dygtige til at hjælpe hinanden, og derved får de selv reflekteret over egen læring. De formår at sætte deres eget præg på alle billeder, og stoltheden er ikke til at skjule” siger billedkunstunderviser Anne Dorthe Veise om sit hold.
Det er tredje gang at Børnekunstudstillingen finder sted i samarbejde med Billedkunstlærerforeningen, Kreds 6 og Slagelse kommune. 
Udstillingen rummer billeder lavet af nogle af kommunens børn og unge. 

Indian Summer Run 2015

IMG_3414Stillinge Idrætsforening og Hejninge Stillinge Lokalråd arrangerer for første gang et motionsløb for børn og voksne – Indian Summer Run 2015.
Løbet foregår ved Bildsø Strand og Skov og finder sted søndag den 23. august om formiddagen.
Løb ved strand og i skov. Ved Indian Summer Run løber de voksne en rute på strand og i skov på hhv. 5 km og 10 km, mens børnene nøjes med at løbe 1,4 km i skoven. Start- og målområdet er på strandarealet ved Bildsø Skov. 
At løbe ved strand og i skov – også kaldet trail – kan være meget krævende, men Indian Summer Run er tilrettelagt sådan, at alle kan være med – uanset om du er en erfarne eller mindre erfarne løber.
Inden Indian Summer Run 2015 sættes i gang, vil en professionel instruktør sørge for opvarmningen.
Alle løbere, både børn og voksne, får udleveret startnummer og chip i startområdet. Du skal aflevere chip umiddelbart efter løbet. Efter løbet vil der være gratis vand og frugt til alle. Børnene vil få en fin medalje som bevis på, at de har gennemført Indian Summer Run 2015, mens vinderne m/k af voksenløbet vil få en flot købmandskurv. Du vil også have mulighed for at vinde en af de skønne lodtrækningspræmier, som er sponsoreret af det lokale erhvervsliv.
Tilmelding
Hvis du også vil være med, skal du holde øje med www.stillingeif.dk. Fra midten af april og frem til den 17. august kan du melde dig og din familie til Indian Summer Run 2015.
Det koster 50 kr. pr. voksen, mens børneløbet er gratis.
IMG_3429Andre aktiviteter 
I målområdet tilbyder lokale foreninger og organisationer forskellige aktiviteter. Hvis din forening også ønsker at deltage med en spændende aktivitet ved Indian Summer Run 2015, eller du har spørgsmål til arrangementet, er du meget velkommen til at kontakte næstformand Arne Olsen fra Stillinge IF på mailadressen nf@stillingeif.dk
Navnet Indian Summer Run er inspireret af begrebet, som angiver en lun og solrig sensommer, og af indianerskulpturen, som står ved Bildsø Strand. Indianeren er i øvrigt udført af cigarhandler Oluf Nielsen fra Slagelse i sommeren 1945.

Sidste nyt fra Børnehaven Askehavegård

Sol, lys og varme – Vi glæder os til, at træer og buske springer ud og bliver levende at se på igen. Det bliver spændende at se, om den nye beplantning har holdt livet vinteren over. Ikke så meget pga. af kulde, men fordi der har været rigtig mange små fødder hen over f.eks. hindbærrene! Man vil også få en fornemmelse af, hvordan alle de fine ”Rum”, som vi fik plantet i efteråret, kommer til at fungere på vores legeplads. 
Forårets milde vejr frister til at tage overtøjet af, når solen skinner. Men det er stadig for tidligt og ender gerne med lidt hoste eller en næse, der løber. Men det kan være svært at forstå for børn mellem 3-6 år, som gerne render rundt i t-shirt og korte bukser, så snart solen viser sig på himlen.
Med årstidens skift kommer også tiden med mindre overtøj, mindre mudder og mindre tid indendørs, noget både børn og voksne glæder sig til. Som forældre glæder vi os til, at vasketøjsbunkens udseende ændrer karakter. Specielt udsigten til, at der ikke længere skal vaskes flyverdragt hver anden dag, bringer smilet frem…
Bevægelsesinstitution 
Sidste gang skrev vi, at Askehavegård Børnehave er blevet til en bevægelsesinstitution. Det må vi rette til, at vi er ved at blive certificeret til Bevægelsesinstitution. Vi forventer, at Askehavegård sidst på foråret vil modtage sin certificering ved en storstilet reception, hvor vores Borgmester Stén Knuth er inviteret. 
Askehavegård på landkortet 
Børnehavens synlighed har længe ligget os på sinde, og mange muligheder og tiltag har været drøftet. Vi har flere gange oplevet, at folk simpelthen ikke er klar over, at der ligger en børnehave ud til Stillingevejen, da Askehavegård er skærmet af buske og træer. Det har vi taget konsekvenserne af og har udstyret buskettet ud mod vejen med et stort skilt i træ, så alle kan se, hvor vores dejlige børnehave er.
Forårets aktiviteter
Onsdag d. 13. maj holder Børnehaven den traditionsrige bedsteforældre dag, hvor børnene kan invitere deres Bedster med i børnehave for en formiddag. De skal vise dem, hvad de laver i hverdagen. Alle bedsteforældre opfordres til at medbringe en blomst, som de planter sammen med børnene, så vores gård kan blive sommerklar. Et af de store højdepunkter er den fælles madpakkespisning.
Forældremøde 
Vi holder forældremøde 19. maj, med henblik på at informere om dagligdag og nye tiltag. Vi får denne gang besøg af Socialrådgiver Kristina Marcussen, som vil fortælle om, hvad hun laver, og hvordan hun kan hjælpe og vejlede, hvis behovet skulle opstå. Vi får også besøg af Artur Stryjak, underviser fra Gerlev Legepark, som vil fortælle om ”Legeprojektet”, som Børnehaven er i gang med.
Askehavegård Børnehave har et meget åbent og muntert miljø, og personalet er altid klar til at tage imod nysgerrige forældre, som er ude at ose på deres små poders vegne. Askehavegård Børnehave kan være stedet for netop jeres barn, så ring og få en snak eller aftal et besøg…
Med venlig hilsen 
Bestyrelsen fra Askehavegård Børnehave 
Askehavegård Børnehaven, Fugleagervej 2, Øster Stillinge, 4200 Slagelse
Tlf. 58 54 47 44, mail. Askehavegaard@slagelse.dk

Nyt Fra Stillinge Skole

Nye legeredskaber på skolen
Foråret står for døren og eleverne vil gerne ud og lege og bevæge sig på skolens udeområder. Elevrådet har ønsket sig flere gynger, heldigvis har det været muligt at opfylde deres ønske. Der er derfor opsat to nye gynger i forlængelse af den eksisterende legeplads. Skolen har desuden tilkøbt en ekstra boldbane, som etableres mellem de to nuværende. Den ekstra boldbane vil betyde, at alle eleverne i en klasse kan spille/bevæge sig på samme tid. Vi regner med, at banen er opsat i starten af maj.  Læs resten

Generalforsamling – Stoukærgaard

Grundejerforeningen Stoukærgaard Indkalder hermed til den årlige generalforsamling Tirsdag den 16. april 2015 kl. 19.00
Stillinge Forsamlingshus, Stillingevej 88
”Dagsorden i henhold til vedtægterne”
Vedtægterne kan findes på www.2sogne.dk
Forslag stiles til formand Søren Johansen, Bygmarken 3, 4200 Slagelse, enten pr. brev eller på mail: psjohansen@dbmail.dk senest 11. april 2015. 

Nyt fra “Sommerfuglen” i Havrebjerg

unnamedSå er vinteren endelig forbi, og vi går mod lysere tider. Vi har dog her i Sommerfuglen haft en dejlig vinter med masser af indendørs aktiviteter, som “mini klub” Hvor de ældste har lært om bogstaver. Temauge om farver, hvor hver dag havde en farve, f.eks. blå dag, havde vi blåt tøj på og limede paptallerkenfisk på blåt karton. Samt masser af julehygge i december og unnamed (1)fastelavns fest i februar.

Nu da foråret er over os, er vi begyndt at være mere ude, vi spiser frokosten i det fri og nyder vores cykelture på ladcyklerne. 
Næste temauge handler om naturen og naturfænomener, så skal vi ud i skoven og opleve naturen helt tæt på, vi skal også finde sten som vi efterfølgende maler. Samt snakke om vejret (sol, skyer, regn osv.)
Målet med denne uge er, at børnene skal opleve, at naturen er spændende -at det er sjovt at lege i naturen, at udforske og undersøge den samt føle glæde ved at være i den. Simpelthen at opleve naturen.

Da påsken også nærmer sig, producerer vi påskeæg og kyllinger i stor stil. -Børnene elsker at være kreative med lim, saks og maling, og mon ikke også påskeharen gemmer lidt æg i haven inden påskeferien?
Til sommer stopper et par af vores store børn, da de skal videre i børnehave. Derfor har vi helt ekstraordinært ledige pladser i Sommerfuglen! Vi har åbent for tilmelding allerede nu. 
Så er der bare tilbage at ønske alle en rigtig god påske!
Mvh. Lea og Stian i Sommerfuglen 🙂