Vellykket “integration”

Vellykket ’integration af københavnske hundehoveder’
Som pensionister fra Nørrebro i København var det en udfordring at flytte fra de hektiske bro-kvarterer til Vestsjællands rolige miljø. Vi var i forvejen meget begejstrede for området, da vi hvert år har tilbragt ferier og weekends i sommerhus. Så det var med åbent sind, vi sprang ud i at flytte teltpælene som tilflyttere.
Vi havde begge levet i København i over 40 år og holdt meget af hovedstaden på både godt og ondt. Vi boede i mere end 30 år i Den sorte Firkant på Nørrebro og fulgte naturligvis med i bydelens udvikling. Det multietniske miljø var spændende, og udfordringen med de mange folkeslag modtog vi med en positiv indstilling. Der skød mange små forretninger, virksomheder og cafeer op, hvor andre butikker tidligere havde været nødsaget til at lukke ned. Blågårds Plads i Firkanten var en herlig oase i centrum af området fyldt med bumser, børn og beboere. Der blev spillet bold, og bumserne passede på ungerne. Et skønt miljø.
Desværre kunne det ikke vare ved. Området blev belastet af ballade og hærværk. Utrygheden voksede stille og roligt, og der opstod konfrontationer mellem bøller og politiet. Bandevældet blev mere synligt og opgør med rockermiljøet udspillede sig på gaderne med bl.a. skyderi. Som bekendt var Nørrebro kampplads for gadekampe bl.a. 18. maj 1993 og lukningen den 1. marts 2006 af Ungdomshuset. Det var væmmelige episoder, der ændrede vores syn på forholdene. Vi forstod ikke, hvorfor Nørrebro skulle være en kampplads for adfærdsvanskelige unge danskere! Endvidere var der også konflikter mellem tilflyttede familier, som udmundede i vold og skyderi. Vi oplevede fra vores altan et eksempel på et opgør mellem to familier på grund af uenighed omkring en parkeringsplads. Der blev affyret skud og slået med stokke, stave og sabler. Vi følte os efterhånden udsatte, da gaderøverier og vold ugentlig prydede lokalpostens spalter. Den tidligere hygge afløstes af en utryg og ubehagelig stemning.
Da vi efterhånden nåede efterløns- og pensionsalderen, besluttede vi at migrere til Slagelse Kommune. Vi købte i 1993 et sommerhus med udsigt over Musholm Bugt. Det blev vort fristed med alle ferier afholdt her. Huset blev hvert år med håndværkere og venners hjælp forbedret. Da vi så skulle tage stilling til vores nye status, blev sommerhuset valgt som bolig. Det var faktisk et let valg. Vi kendte området, og naboerne var i tidens løb blevet venner og gode bekendte. I begyndelsen så nogle lidt skævt til os, da vi jo var københavnere, som man ikke skulle blande sig med. Vi er senere blevet orienteret om, at nogle beboere havde advaret deres voksne børn mod at socialisere sig med disse her københavnere. Det brød de unge sig ikke om, og hele familien er i dag blevet vores venner. Da vort sommerhus 96-97 skulle udbygges og isoleres, kontaktede vi en lokal tømrermester. Da vi var færdige med projektet, inviterede vi tømrermesteren og tømrersvenden og deres hustruer til grillaften. Det var en af de sjoveste aftner, vi har oplevet, hvor vi blev kaldt hundehovederne fra København. Vi holdt stædigt på, at vi hed Lærkerne. Hjælpsomheden var og er stor. Vores daværende nabo, der var maskinsnedker, inviterede mig en gang ind til sig, hvor han fremviste en ny vinduesramme med vinduer, som han havde lavet og spurgte, om vi var interesseret i vinduespartiet, for han syntes, at vi trængte til at få skiftet det eksisterende ud, der var helt mørt. Et andet eksempel på den lokale hjælpsomhed var da vores bil ikke ville starte 1. juledag hernede. På opfordring fra bekendte ringede jeg til den daværende ejer af Kirke Stillinge Autoværksted og klagede vores nød. Bent sagde, vi dagen efter skulle få den bragt op til værkstedet, og to timer senere ringede han og oplyste, at nu var den klar til afhentning. Vi har været faste kunder hos ham og Finn siden. Vi har mange øvrige eksempler på hjælpsomhed: En nabo tilbyder sin hjælp, da han ser, jeg bakser med et nyt komfur og køleskab. En anden nabo hjalp os bl.a. med et punkteret dæk juleaftens eftermiddag. Nogle lokale venner syntes, at vort badeværelse trængte til en radikal renovering. En anden har bistået med forbedringer af vort sommerhus. Vi kan blive ved og er dem evigt taknemmelige. Efterhånden føler vi, at vi er blevet integreret i det lokale samfund. Vi vil altid af nogle blive kaldt københavnerne, selvom vi begge er født og opvokset andre steder i landet. Vestsjælland har faktisk en del tilbud, som er attraktive, og vi nyder at tage rundt og opleve landsdelen. Vi tilbringer megen af vor tid på Kongsmark og Stillinge Strande hvor vi går ture, fisker, ror, bader og nyder naturen.
Både 2sogne og det elektroniske nyhedsbrev hjælper med til, at man kan holde sig orienteret om de lokale aktiviteter. Af lokale tilbud synes jeg, at Kirke Stillinge Kirke er meget spændende bl.a. med sine kalkmalerier, litterære studiekredse og koncerter. De lokale initiativer giver området kulturelle og fritidsorienterede udviklende tilbud, som er vigtige for miljøet. Det er spændende, at følge med Kirke Stillinges udvikling. Byens fysiske rammer udvider sig, og den vokser, og vi har ikke fortrudt et sekund, at vi har bosat os hos jer.                

John Rasmussen og Hanne Sinding, 
Støvlebækvej, Kongsmark Strand

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.