Trafiksikkerhed og kollektiv transport

Trafiksikkerhed

Har du ønsker til trafiksikkerhed i vores område, så hold dig ikke tilbage. Du kan give kommunen et praj på deres hjemmeside, skrive dit ønske her på FB eller sende en mail til formanden på 2sogneformand@gmail.com.

Kommunen har nemlig nedsat et Trafiksikkerhedsforum der afholder ca. 4 møder om året. Alle Lokalråd og Bylaug i Slagelse kommune er på skift inviteret med. Hejninge Bylaug deltager i det første møde den 27. august og vores lokalråd ligger nummer 2 på listen, så forventningen er, at vi deltager sidst på året.

Det er vigtigt, at vi får gjort opmærksom på forholdene i vores område. Lokalrådet har flere gange talt om den høje fart på Drøsselbjergvej, så har du noget at tilføje til det eller evt. andre steder, du mener, vi skal gøre kommunen opmærksom på, så skriv endelig til os.

Busborgergruppen

Lokalrådet har deltaget i Busborgergruppen vedr. trafikbestillingen 2027 og der blev talt om omlægning af busruter, og hvordan man gør det mere attraktivt at bruge den kollektive transport. 

Ønsket om omlægning af lilla Fribus til Øster Stillinge, blev desværre ikke prioriteret, grundet for store konsekvenser andre steder. Der er derfor ikke planer om ændringer i vores område. Alle forslag skulle også holdes indenfor eksisterende økonomiske ramme, så det i sig selv giver en begrænsning.

De input, der er givet videre til Erhvervs-, Udviklings- og Landdistriktsudvalget er dog imødekommet, og der er foreslået en lille omlægning af rød Fribus ved Fårdrup. EUL-udvalget har også besluttet at se på belysning ved stoppesteder på mørke strækninger og kigge på muligheden for bedre plads til cykler i busserne i det fremtidige arbejde med den kollektive transport.

Tak fordi du læste med 😊