Tag-arkiv: erhverv

Landsbyernes erhvervsnetværk

Der blev ved stiftende generalforsamling d. 27. april 2016 stiftet et erhvervsnetværk for de tre sogne: Hejninge, Havrebjerg og Kr. Stillinge. Navnet blev Landsbyernes Erhvervsnetværk, og på dagen blev der indmeldt 25 virksomheder i netværket.
Formålet med netværket er at virke som tværpolitisk bindeled mellem det lokale erhvervsliv, herunder turismeerhvervet samt detailhandel, og offentlige myndigheder i netværkets virkeområde, samt at deltage i erhvervsfremmende aktiviteter herunder kurser og lignende. Netværkets formål er tillige på medlemmernes vegne at være en fællesorganisation, der har ret til at udtale sig i ethvert anliggende, der vedrører erhvervslivet, herunder oprettelse af nye erhvervsvirksomheder og erhvervsområder, forskønnelse og markedsføring af lokalområdet, anlæg af veje, stier og øvrige infrastruktur m.v. samt at medvirke til vækst og udvikling i netværkets virkeområde, og gerne i samarbejde med lokalområdets øvrige foreninger og institutioner.

Det er samtidig vigtigt, at netværket får spredt kendskabet til de forskellige virksomheder der findes i området – ikke bare til andre i netværket og lokalområdet, men også i regionen samt til turister og andre potentielle kunder og samarbejdspartnere.
Erhvervsnetværket har oprettet egen hjemmeside:
Læs mere på vores hjemmeside

Erhvervsmøde i Huset

Et lille erhvervs-eventyr bobler i landdistriktet
40 lokale erhvervsfolk fra Hejninge-Stillinge-Havrebjerg-området var torsdag aften samlet til en mini-konference med fokus på vækst i lokalområdet. Der var lagt op til fokus på samarbejde og på ”de mange bække små”, som kan ende med at blive til en stor å af udvikling og øget omsætning i hele området.
Der var gode oplæg om de lokale muligheder fra Slagelse Erhvervscenter, fra Visit Vestsjælland og Landudvikling Slagelse. Efterfølgende blev forsamlingen bibragt inspiration fra andre dele af landet, hvor Suzanne Ditlevsen fra LandLabDK kunne pege på mange fine eksempler fra det jyske, som viser, at det, der starter i det små – måske endda som et frivilligt projekt – kan blive til en vækst-dynamo for et lille område.
Som et lokalt eksempel på en start i det små fortalte Nicolaj Madsen om etableringen og udviklingen af Domaine Skovgaard, et lokalt vinbrug i Næsby, som siden 2009 har produceret god dansk vin som et anpartsselskab med nu 250 anpartshavere – og så var der vinsmagning fra den lokale mark, ledsaget af ost og pølse fra lokale leverandører som Osteriet & Co samt Mejeriet Morgenlys i Sørby.

Ved workshoppen sidst på aftenen var der gode drøftelser af muligheder ved at samarbejde lokalt. Men vigtigst af det hele – der blev skabt nye forbindelser og kendskab til hinanden i det samme område. Alle ønskede at mødes igen, så Hejninge-Stillinge Lokalråd og Slagelse Erhvervscenter følger op med flere arrangementer i efteråret, så der bliver udviklet et netværk af de lokale erhvervsvirksomheder med fokus på mulighederne for vækst og samarbejde i lokalområdet.

Erhvervsmøde

10 Billeder


Kontakt : 
udviklingschef Tomas Legarth, Slagelse Erhvervscenter A/S, tomas@slagelseerhvervscenter.dk
okalrådsformand Lars Schou Petersen, Lokalrådet Hejninge-Stillinge, formand@2sogne.dk

HUSK! Invitation til vækst i dit lokalområde

VIGTIG INVITATION TIL ALLE LOKALE ERHVERVSDRIVENDE!
Det vil glæde Slagelse Erhvervscenter og Hejninge-Stillinge Lokalråd at se alle virksomhedsledere i området af Hejninge, Stillinge og Havrebjerg sogne til mini-konference vedr. erhvervsudviklingen i dette området. 
Invitation til vækst – til gavn for virksomheder og arbejdspladser i landområdet.
Vi vil gerne bidrage til mere vækst til gavn for lokalsamfundet og de lokale virksomheder. Det skal tage udgangspunkt i jeres behov og ønsker, så vi vil gerne i dialog med jer om det!
Minikonferencen afholdes Torsdag, den 28. maj 2015 kl. 19.00 – 22.00 i Huset, Bildsøvej 74C,  Kirke Stillinge, 4200 Slagelse.

Tilmelding er nødvendig af hensyn til forplejning og mødeproces. Tilmelding sker via Slagelse Erhvervscenters hjemmeside : www.slagelseerhvervscenter.dk/arrangementer
Tilmeld gerne op til 2 personer fra din virksomhed. Læs resten

Virksomhedsprofil Scanmetals

Denne måneds virksomhedsprofil:

Virksomheden Scanmetals i Skibbækparken udvinder det metal, der bliver til overs, når forbrændingsanlæg over hele Skandinavien har brændt vores affald. Ellers ville det blive begravet som vejfyld under asfalten på motorvejen.
Jeg besøgte virksomheden en fredag formiddag og Direktør Ejvind Pedersen tog venligt imod mig og fortalte historien om en virksomhed i medvind. ”Vi startede produktionen her i vores nye fabrik i juli 2013 med 7 medarbejdere. Nu er vi 35”, siger Ejvind uden at slå ud med armene. På bordet ligger der tegninger til en påtænkt udvidelse af fabrikken i Stillinge, der kører i tre skift på hverdage og senest også har taget weekenden i brug. ”Men nathold det får vi aldrig. Jeg tror ikke på det”, fortsætter Ejvind. Virksomheden i Stillinge genindvinder årligt 25.000 tons metaller, der ellers ville være endt i naturen. Med yderligere en fabrik i Falkenberg syd for Göteborg og en i Bremen, Tyskland, er det i virkeligheden en meget større virksomhed end man forestiller sig. Metallerne bliver udskilt og genindvundet i en kompliceret proces, der involverer røntgenscannere, trykluft, vibration og også manuel sortering. Andre virksomheder når samme resultat med millioner af liter vand og kemikalier. Miljøbelastningen og omkostningen ved Scanmetals processer er reduceret til et minimum.
”Hvordan i alverden fik du den idé”, spørger jeg. Svaret kommer prompte: ”Jamen, det var jo fordi jeg var på røven i 2008. Så måtte jeg gøre noget ved det!” Det hører med til historien, at Ejvind har beskæftiget sig med metaller det meste af livet; men reaktionen er alligevel lærerig. Her er en mand, der ikke har belastet Jobcenteret. Han har sat noget i værk og bruger sin energi på det, han er bedst til – og glad for. ”Det er ikke for at blive rig, jeg gør det. Man kan kun drikke så mange kopper kaffe og man kører alligevel kun i én bil. Man er rig, når man er glad for det, man laver.”  Lars Bøcher / Lokalrådet