Tag-arkiv: cirkus is

Virksomhedsprofil – en lokal virksomhed

CirkusIsKender du Cirkus Is?
På vejen ud mod stranden fra det centrale kryds ved Stillinge Strand ligger Cirkus Is. Her huserer Brinja og Michael hele sommeren, når solen skinner.
Tusindvis af mennesker passerer lige forbi den gamle cirkusvogn, hvorfra der serveres kvalitets-is i sprøde hjemmebagte vafler og god, god kaffe eventuelt suppleret af en ligeledes hjemmebagt belgisk vaffel.
Cirkusvognen, der lægger navn til stedet, stammer oprindeligt fra Cirkus Arena i Årslev og er med til at skabe den glade, uhøjtidelige stemning af torvebod og tivoli.
Det var netop boder i Tivoli, København, der gjorde, at Brinja og Michael mødtes. De havde hver deres stadeplads og slog dem sammen, da de fandt hinanden.
Det hektiske og kostbare liv i staden harmonerede imidlertid ikke med de kunstneriske og kreative sind, så efter lidt søgen fandt de det ramponerede hus ved stranden, der tidligere havde tilhørt vandværket. Her var der ovenikøbet erhvervstilladelse.

Det kræver mod at gøre noget andet end alle de andre københavnere. Man skal turde forestille sig et helt nyt liv under en himmel, der når ned til skuldrene på begge sider. Man skal tro på, at det ville være dejligt at geare ned og bo tæt ved vandet. Man skal turde sit liv og vove at bo et sted, hvor man kan se solen gå ned hver aften.
Huset ved Stillinge Strand er nu – for små midler og meget arbejde – en særdeles charmerende bolig og i forhaven finder vi kaffen og isen i den gamle cirkusvogn. Her serverer Brinja og Michael noget af Danmarks bedste flødeis fra Vebbestrup ved Hobro. Kaffen og de hjemmebagte vafler … tjah, man kan næsten mærke duften af ægthed, bare man siger ordene.

Find Cirkus Is på Facebook eller på deres hjemmeside: www.cirkusis.dk