Nyt fra Askehavegård

Vi skyder 2016 i gang med en masse nye ting og aktiviteter Samtidig med at den første sne meldte sin ankomst, flyttede der også nye dyr ind i børnehaven. Der har længe været et ønske at udvide dyreflokken. Efter at vi sidste år mistede en af vores geder, syntes vi, at det blev lidt tomt og derfor besluttede vi at købe 2 nye geder, samt 3 nye pige-kaninunger.
Gederne hedder Henriette og Laura, og Henriette er i lykkelige omstændigheder. Vi ved ikke, hvor mange kid, der er i maven, eller hvornår det bliver, så der er en del at glæde sig til. Dyrehuset har efterhånden en del år på bagen, så det står for tur til næste arbejdsdag, hvor det får en tiltrængt make-over.
Tilgang og ændringer Vi kan også berette, at det ikke kun er vores dyreflok, som vokser, men også børneflokken. Vi gik ud af 2015 med et børnetal, der allerede lå over kommenens normering, og den gode trend fortsætter, og i løbet af foråret runder vi 50 børn. Derfor har vi brug for flere hænder og er i skrivende stund i færd med at ansætte en ny pædagog, som tiltræder 1. marts 2016.
Vi vil også gerne byde velkommen til Jonathan og Thea, som startede på Høloftet d. 1. januar og Freja, som starter på Laden d. 1. februar.
Da de fleste af vores nye børn er myrer, den yngste børnegruppe, er det blevet en meget stor gruppe, så vi har valgt at dele gruppen op, så der bliver to mindre grupper. Der vil være myreforløb tirsdag for de røde myrer og onsdag for de grønne myrer. 
Med årsskiftet fulgte også omslag i vejret. Som altid holdt vi fast i vores aktive udeliv bare i mindre omfang. Det var en stor udfordring for især de mindste børn at holde sig varme, specielt pga. den iskolde vind, og sikkert også fordi vi manglede overgangen fra efterår til vinter, hvor man langsomt vænner sig til den dalende temperatur.
I december måned plejer hele børnehaven at tage til Kirke Stillinge Kirke for at deltage i julegudstjenesten, som er specielt arrangeret for de 2 børnehaver og dagplejerne. Det var desværre ikke muligt at gennemføre turen i december, da personalet var ramt af sygdom. Vi var dog så heldige at kunne få arrangeret en ny kirkedag i starten af januar, hvilket faldt i rigtig god jord hos børnene.
Sprogprojekt
På børnehavens årshjul byder årets første 10 uger på sprogprojekt. Her lærer børnene, at kommunikation indeholder både en taledel og en lyttedel, samt vigtigheden af begge dele. Temaet leges ind ved brug af teater, rim og remser, højtlæsning og samtale. Teaterdelen kan både være med de voksne som skuespillere eller med børnene. De voksne laver nogle gange skuespil, hvor børnene kan se forskellige måder at løse problemer og konflikter på, hvor man bruger sine ord, og ikke sin næve. Men det kan også være børnene, der spiller skuespil, hvor de øver at sige replikker på skift og lytte efter hinanden, så de ved, hvornår det er deres tur. En øvelse de også kan tage med ud i verden, hvor det jo er god kutume, at man taler på skift og ikke afbryder hinanden. Som supplement til sprogprojektet tager de ældste børn, krudtuglerne, på teatertur til Stillinge Skole for at overvære generalprøven på deres teaterstykke. En tur, der bliver set frem til og talt længe om bagefter.
Tabulex har vi nu i et stykke tid benyttet. Det nye registreringssystem, Tabulex, som letter administration og kommunikation mellem børnehave og forældre. Systemet giver blandt andet mulighed for at skrive beskeder til forældrene om dagligdags aktiviteter og lignende. 
De varmeste vinterhilsner
fra Bestyrelsen i Askehavegård

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *