Børnehaven Askehavegård; nu som Bevægelsesinstitution.

Så kom vi i mål… Som en af de første børnehaver i Slagelse kommune er Askehavegård pr. 12. juni 2015 blevet certificeret til “Bevægelsesinstitution” i samarbejde med Gerlev idrætshøjskole og Gerlev legepark.  Gennem et samarbejde mellem Center for Skole og Fritid, Center for Dagtilbud og Kultur og Gerlev Legepark/Gerlev Idrætshøjskole (Gerlev), er der blevet etableret tretten såkaldte bevægelsesbørnehaver, altså børnehaver, der har særlig fokus på børnenes bevægelse. Vi fra Askehavegård har deltaget i et udviklingsforløb, hvor det pædagogiske personale i samarbejde med en underviser fra Gerlev idrætshøjskole har skabt en bevægelseskultur med fokus på fysisk aktiv leg og alsidig bevægelse som en naturlig del af det daglige pædagogiske arbejde. Underviseren fra Gerlev tager ud til institutionen for at støtte og uddanne personalet til at give de gode aktive lege- og bevægelsesvaner videre til børnene. Hele det pædagogiske personale deltager aktivt. Gennem vejledning og støtte til det pædagogiske personale, har vi efter 8 måneders forløb, opnået en konkret viden om en lang række lege og bevægelsesformer, og fået for vane at opfordre og give plads til mange bevægelser i hverdagen. Certificeringen blev udført af underviseren fra Gerlev Legepark, som sammen med både børn og pædagoger opfordrede forældrene til at deltage i de mange lege, der var blevet indstuderet under legeprojektet. Inden vi gik i gang med vores efterfølgende fællesspisning, skulle vi nemlig lige gøre os fortjent til det. På denne måde kunne børnene vise deres ny måde at lege på frem. Alle havde det sjovt, og konkurrencelysten blev også fremkaldt hos mange af de voksne. Specielt tovtrækning og ”Hvem Kommer Først” fik flere fædre til at give den hele armen…
I forbindelse med certificeringen d. 12. juni havde Askehavegård, også inviteret til den årlige fællesspisning, hvor hver familie medbringer en ret mad svarende til den mængde, de selv ville spise. Så bliver maden sat på et fælles bord, hvorfra man kan komme op og smage på lidt af det hele. Specielt børnene er hurtige til at udse sig ting, som de helt sikkert skal smage.
Arbejdsdag
Dagen efter fællesspisning, havde vi indkaldt til en arbejdsdag i Askehavegård. Denne gang var det ikke de store projekter, som vi kastede os ud i, men mange små projekter. Det gjorde også, at alle kunne være med.        Vi fejede spindelvæv ned, mugede ud hos gederne, malede legehus og havde det rigtig sjov. 
I forbindelse med arbejdsdagen sidst i maj, vil vi, på Aktivitetsudvalget, Børnehaven og bestyrelsens vegne, gerne takke for det talrige fremmøde, den gode stemning og samtidig takke for de indkomne sponsorater.
Kyllinger uden hane.
Vores kære personale er utroligt kreative på mange områder, og sjældent støder de på begrænsninger, ”næh nej, det er blot en udfordring”. Så hvad gør man, når man gerne vil have kyllinger, men ingen hane har…?
Man erhverver en rugemaskine, et kuld befrugtede hønseæg og sætter sig grundigt ind i udrugningens kunst. Æggene skal jo vendes og fugtes for hver x antal timer døgnet rundt, også i weekenden.       Så personalet har på skift været ”rugemødre”, indtil æggene blev udklækket. Siden har kyllingerne boet på kontoret, hvor de er blevet tilset af små nysgerrige drenge og piger med mange spørgsmål.  Nu er de blevet så store, at de er blevet installeret i hønsehuset sammen med de gamle høns.      De bliver stadig fulgt på tæt hold, og kan i den grad betegnes som Vores Høns…
Ferietid
I sommerferietiden er dagligdagen ikke så skemalagt, som resten af året. Der er også færre børn pga. ferie, hvilket åbner op for nye relationer på kryds og tværs af alder og grupper. Det giver ligeledes mulighed for aktiviteter ud over det sædvanlige, så som: Bål-hygge med pandekager, snobrød og popcorn, vandkamp, fokus på kryb og kravl. Der bliver holdt grundigt øje med frugttræer og urtehave, hvis der, siden i går, skulle være noget, der var blevet modent eller ”færdiglavet”.
Krudtugler
De sidste mange måneder har vores krudtugleforløb haft fokus på skoleparathed. En del af forløbet har været at lege skole med alt, hvad der hører til en rigtig skoledag: sidde stille, lære bogstaver og tal, koncentration, læring såvel ude som inde, lektier og ikke mindst frikvarter. Krudtuglerne har i juni været på 2 brobygningsbesøg på Stillinge Skole, hvor de har prøvet en rigtig skoledag og stiftet bekendtskab med deres nye omgivelser. For at fejre 3 års børnehaveliv og en kommende skolestart tog krudtuglerne på restaurant og holdt afskedsmiddag i juni måned. Det var en stor oplevelse og de snakkede meget om, at de havde været ude og spise fint. 
Askehavegård Børnehave ønsker krudtuglerne: Freja, Ronja, Sara, Isabella, Stine, Celine, Tea, Nicklas, Rasmus, Emil, Lucas H. og Malthe god vind fremover.
Med venlig hilsen 
Bestyrelsen i Askehavegård Børnehave
Askehavegård Børnehaven, Fugleagervej 2, Øster Stillinge, 4200 Slagelse
Tlf. 58 54 47 44, mail. Askehavegaard@slagelse.dk

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.