Virksomhedsprofil – Bedstes hus

bedstes hus1Bedstes hus 2Bedstes Hus – hele året

2Sogne har denne gang besøgt Bedstes Hus, der ligger ved Stillinge Strands ’hovedstrøg’ kort efter købmanden. Bedstes Hus er et nyt restaurant-tilbud til både sommerhusgæster og fastboende, og de holder åbent hele året. Henover sommeren er der åbent fra middag til midnat.

Lene og Erik Christensen, der åbnede restauranten kort før påske, har haft god nytte af plejehjemmets loppemarked ved gadekæret i Stillinge. De har skabt en unik, stilfuld og hyggelig atmosfære i både restauranten og i loungeområdet udendørs, hvor strandgæster kan finde skygge og kølige drinks eller stille sulten.
Det er glade og kærlige mennesker, der driver stedet. Det mærker man tydeligt, når man træder ind og man genfinder det i indretningen og i spisekortet. Gode traditionelle retter ad libitum fra søndag til torsdag – f. eks. biksemad med spejlæg eller stegt flæsk med persillesovs for en flad hundredekroneseddel. 
Hvis man hellere vil spise hjemme men ikke lave mad, sælges de samme retter ud af Bedstes Bagdør for 69 kroner. Fra bagdøren kan man også hente helstegte kyllinger eller smørrebrød på bestilling.
Fredag og lørdag er Bedstes Hus en à la carte restaurant. Så finder man bl. a. rejespyd og hummersuppe på menuen og til hovedret for eksempel steaks, ribs eller rødtunge. Børnene er der også tænkt på.

Det er dejligt at se nogen mennesker gøre noget, de brænder for. Det er en gevinst for vores lokalområde, at der nu er endnu en restaurant og ovenikøbet en restaurant, der supplerer de eksisterende på en god måde. Og Bedstes Hus er et fire-i-en-tilbud: Lounge, weekend, hverdag og bagdør.
Vi får meget glæde af Bedstes Hus – hele året rundt. Prøv selv.

Du kan finde hele menuen på www.bedsteshus.dk og på Facebook;
men stemningen skal du opleve på stedet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *