Valg i gamle dage

VALG I GAMLE DAGE
Af Helge Christiansen

Slagelse Lokalarkiv har nogle erindringer skrevet af Axel Jensen, der var født i Næsby i Kirke Stillinge Sogn i 1881. Om valget i Slagelse beretter han:

”Så kom valget. Det foregik i et gammelt ridehus, som dragonerne førhen havde brugt. Der blev lavet en forhøjning i den ene ende, og der blev de to kandidater vist frem for stemmekvæget. Nu gjaldt det om hvem af dem, der ved skønne løfter kunne få de fleste arme i vejret ved afstemningen. Højre var dog langt de fleste, alle byboer stemte Højre. Det var kun småfolk fra landet, der stemte Venstre. Når højremanden var valgt, blev der en drabelig jagt på den lille flok venstrefolk, der stod nede ved udgangen for hurtigst muligt at slippe væk. Højremændene hylede og skreg: ”Hug rumpen af det forbandede bondekvæg,” og så pryglede de løs på alle dem, de kunne få fat i. Byens ungdom af gadedrenge holdt også med Højre, og de hjalp til ved at spænde ben for de slagne og flygtende venstrefolk. Mange fik en ilde medfart, men der var ingen hjælp at få. Doktor, politi og al øvrighed holdt selvfølgelig med højremændene. Der var ikke andet at gøre for de fattige husmænd end at flygte ud over markerne og nøjes med de tæsk, de havde fået. På den tid var der ingen gadebelysning. Det hjalp dem selvfølgelig noget til at forsvinde i mørket.”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *