Valdbygaard Gods

Af Helge Christiansen

 

Valdbygaard Gods ligger ved Slagelse, og består af Valdby­gaard med 480 hektar, Brorup med 259 hektar, Langebjerggaard med 99 hektar, Teglværksgaard med 10 hektar samt 254 hektar skov. I alt har godset et tilliggende på 1102 hektar.

Valdbygaard staves med d, hvilket kan undre, når adressen er Valbygårdsvej. Tidligere har man også skrevet Waldbyegaard. Det svarede til den måde, man i 1688 stavede til landsbyen Store Waldbye. Forleddet vald har ikke noget at gøre med det tyske wald, skov. Det kommer af det gammeldanske wall, der betyder slette eller græsgang. I Sverige findes ordet som udsagnsord, man ”valler” køerne, lader dem græsse. 

 

Auktionen over Ryttergodset

Valdbygård blev oprettet som ho­vedgård i 1774, da staten solgte Ant­vorskov Ryttergods ved auktion. Kø­beren var J.M.H. Castenschiold. Han gav 65.000 rigsdaler for 7 landsbyer med over 7000 tønder land. Han nedlagde landsbyen Store Valby og byggede en ny hovedgård på den bare mark. Det kan man læse om i Ole G. Nielsens artikel: ”Salget af Antvorskov Ryttergods 1774” i ” Sorø Amts Årbog 1974”. Her står, at det store Antvorskov Ryt­tergods blev sat til salg den 26. maj 1774. Godset strakte sig fra Bildsø og Nordrup i nord til Tårnborg og Ting-Jellinge i syd, og det omfattede 62 landsbyer med 611 gårde og cirka 430 huse, eller mere end 50.000 tønder land. Det blev delt i ni hovedgårde, som skulle være skattefri for at lokke købere til.

En af hovedgårdene var Valdby­gaard, som skulle oprettes af fem nedlagte gårde i Store Valby og noget jord på Kindertofte Overdrev. Desuden 52 gårde og 32 huse i Hejninge, Øster Stillinge og Store Valby samt Hejninge Kirke. 

På auktionsdagen var der tre bud på Valdbygaard. Det højeste var på 26.000 rigsdaler, 53 rigsdaler pr. tønde hartkorn. Det blev ikke antaget. Det var ind­rettet sådan, at fæstebøn­derne kunne byde på deres egne gårde, men det var der ikke megen interesse for.

Provst Torm bød 60 rigs­daler pr. tønde hartkorn for hele Kirke Stillinge by. Jørgen Jensen i Kelstrup bød 62 for hele Kelstrup og 63 for sin egen gård. Jørgen Larsens enke i Kels­trup bød også 63 for sin egen gård. Der var ingen bud på Bildsø eller Næsby, og heller ingen på de fire byer samlet. Rentekammeret havde reg­net med at få 72½ rigs­daler pr. tønde hartkorn, så ingen af de nævnte bud blev antaget.

Auktionen måtte gå om. Næste dag den 27. maj 1774 tilbød Carl Adolf von Cas­tenschiold til Hagestedgaard på sin brors vegne 65.000 rigsdaler for Valdbygaard med Store Valby, Hejninge, Næsby, Kelstrup, Kirke Stillinge, Øster Stillinge og Bildsø. Det­te bud blev antaget. I alt 1033 tønder hartkorn eller 9000 tønder land for 63 rigsdaler pr. tønde hartkorn eller 7 rigsdaler pr. tønde land.

Den bror, som købte Valdbygaard gods, var Joa­chim Melchior Holten Castenschiold, oberstløjtnant og senere general og ejer af Borreby. Det var ham, der var chef for lan­deværnet ved det såkaldte Træskoslag ved Køge 1807. Straks efter købet gav han fuldmagt til en tredje bror, Jørgen Frederik Casten­schiold til Hørbygaard, men skødet blev først ordnet halvandet år senere.

 

Store Kongsmark
Oprindelig var det kun fem af Store Valbys gårde, som skulle nedlægges, men Castenschiold fik tilladelse til at nedlægge hele lands­byen. De tre sidste gårde blev nedlagt i 1775 mod at udflytte dem til Store Kongsmark. Her var der i forvejen et gadekær fra en tidligere bebyggelse. Denne bebyggelse ved man ikke noget om, og der er ikke forsøgt udgrav­ninger.

På det ældste kort over Kirke Stillinge fra 1768 er gadekæret i Store Kongsmark tydeligt markeret med ordene Gadekær og Gade­kærs Agre, men der er hverken gårde eller huse ved gadekærene.

Store Kongsmark kom til at bestå af tre gårde med 60, 54 og 68 tønder land, eller i alt 182 tønder land. Men de fik lige meget hartkorn, hver ti tønder. Det forekommer helt uri­meligt, at jorden blev tak­seret til så meget hartkorn, i alt 30 tønder. I den gamle matrikel var der kun 3 tønder hartkorn på hele det uopdyrkede areal. Det var indtil 1775 lejet af 6 fæstebønder i Kirke Stil­linge, og de betalte tilsammen 40 rigsdaler i leje eller værdien af 10 tønder korn. Nu skulle de nye fæstebønder betale i alt 30 tønder korn.

De opbyggede deres går­de næsten ens med fire længer på hver 10 fag. Det gamle tømmer fra Sto­re Valby har kunnet genbruges. Et bindingsværks­hus kunne skilles ad og samles igen. Som en lille hjælp var de fri for hove­ri i fire år indtil 1. maj 1779, hvorefter de skulle indgå samme hoveriakkord som Valdbygaards øvrige bønder. Alle bønder i Stil­linge sogn betalte tiende til Stillinge Kirke, men de tre bønder i Store Kongsmark skulle betale tiende til Sankt Mikkels Kirke i Slagelse, ligesom dengang de boede i Store Valby. 

Store Valby

I bogen “Store Valby” af Steensberg og Øster­gaard Christensen er den gamle landsby grundigt beskrevet. Men forfatterne har ikke interesseret sig for, hvad der skete med beboerne efter 1774. Det kunne ellers nok lade sig gøre ved at gennemgå kir­kebøgerne og folketællingen fra 1787. Af de ni fæstebønder i Store Val­by 1774, kan man genfinde de fire: Niels Jensen i Næsby og Morten Nielsen og Niels Hansen i Store Kongs­mark 1775. Desuden bliver Peder Marcussen og Niels Nielsens søn Jørgen hus­mænd på Valdbygaard. De øvrige beboeres skæbne var også værd at  undersøge.

Da Store Valby blev nedlagt, bestod landsbyen af 14 gårde, en smedje, nogle få huse samt en af Frederik 4.s kongelige skoler. Fem af gårdene blev professionelt udgravet i årene 1945 til 1953. De ældste fund var fra yngre stenalder, her imellem en stenøkse, som har givet navn til Valbytypen. Der blev fundet lergulve, fundamentsten, stolpehuller, brolægning, ildsteder, brønde, lerkarskår og dyreknogler. I alt blev der registreret 16.200 fund, og de viser, at fra vikingetiden og frem til 1774 har der gennem alle årene været bebyggelser på stedet. Det eneste synlige minde fra den gamle landsby er nu en række fundamentsten i Valdbygaards park. Den sidste bygning forsvandt i 1860. Det var den kongelige skole, hvis skæbne er beskrevet i ”Slagelse Herreds Skolehistorie” af Johs. C.Jessen. 

Jørgen Frederik Castenschiold til Hørbygaard blev som nævnt indsat som befuldmægtiget på Valdbygaard i 1774, men i 1776 blev han ejer. Han købte den nybyggede Valdbygaard af sin bror for 100.000 rigsdaler, eller 35.000 rigsdaler mere end broderen havde givet halvandet år før. Man kan bl.a. i Nordisk Billed-Magazin 1865 læse, at staten tabte 35.000 rigsdaler, som godset altså var mere værd. Det forekommer usandsynligt, at brødrene ville tjene penge på en sådan familiehandel, så forklaringen er nok den, at der i mellemtiden var brugt 35.000 rigsdaler på nye bygninger.

 

Valdbygaards ældste bygninger

Første gang Valdbygaards bygninger blev vurderet til brandforsikring var i 1805. Her blev 39 større og mindre bygninger vurderet til i alt 32.410 rigsdaler. Hovedbygningen var ikke særlig anselig for en herregård, kun 24 x 8 m. Den blev beskrevet således:

 Stuehus i nord 38½ alen lang, inddelt i 17 fag, 12½ alen bred, egebindingsværk i fod på en kampestens- og muret grund, skråstivere på alle hjørner og i midten, murede gavle af brændte mursten ligesom væggene, fyrre overtømmer og stentag med bræddegesims til begge sider, samt 2 murede tagkviste. Indrettet til stuer, kamre, køkken, forstue, trappeopgang, samt uden for forstuen en tilbygning til indgang, med 2 skorstene, en enetages vindovn med tromle og rør, en toetages do med tromle og rør, en moderne ditto med pyramide og rør, og en stor bilægger kakkelovn, bræddeloft overalt, samt bræddegulve, engelske vinduer, hollandske døre og låse, samt vinduer, vindueskarme og dørene malede med oliefarve. Disse 17 fag stuehus vurderes à fag til 120 som beløber til 2040 rigsdaler. 

De tre udlænger, som omkransede gårdspladsen var meget store. Ladelængen mod øst og staldlængen mod vest var hver 80 x 14 m, og portlængen mod syd var 70 x 8 m. Der var plads til 200 malkekøer plus opdræt og 64 heste. Nogle mindre bygninger var indrettede til mejeri, kærneværk, bageri, smedje samt beboelse. Karlekamrene var ved hestestalden. En ny bygning til et tærskeværk blev opført i 1790, og samtidig blev de hoveripligtige bønder fritaget for tærskearbejde mod en årlig afgift på hver 10 rigsdaler.

 Den gamle kongelige skole blev beskrevet således: Et hus beliggende nord for gården, beboes af Jacob Kratt, hvilket hus er beliggende med gavlene i øster og vester, 21½ alen lang, inddelt i 9 fag, 12 alen bred, grundmur til alle sider, fyrre overtømmer og stråtag med en rad tagsten i tagskægget. Indrettet til stue, kamre, køkken, fæhus og lo. Med en skorsten, en bagerovn, en bilægger kakkelovn og en lerovn, bræddeloft overalt, dels engelske og dels blyvinduer samt ordinære døre, à fag 50 er 450 rigsdaler.

Et andet hus i samme størrelse, men i bindingsværk og med stråtag, blev vurderet til 120 rigsdaler.

Som ejer af Valdbygård fik Castenschiold mange vanskeligheder. I 1781 og -83 var der misvækst, så køer og heste sultede ihjel, og han måtte hente he­ste fra Hørbygaard for at få pløjet og sået. Bønderne blev i disse år meget forarmede, og samtidig pålagde sta­ten dem en masse strengt vejarbejde på den nye hovedvej fra Slagelse mod Korsør.  

Den store brand i Hejninge

Udskiftningen fik en dramatisk begyndelse, da det halve af Hejninge brændte. Kirkebogen beretter, at der kl. 9 lørdag aften den 21. april 1781 udbrød brand. Otte af byens 17 gårde gik op i luer sammen med 13 af husene, og 22 familier blev hjemløse. Og til denne elendighed var også denne, at gmd. Hans Nielsens lidet barn Hans blev opbrændt og intet forefandtes af samme barn. (Se evt. ”Jordfordeling og udskiftning” af C. Riise Hansen og Axel Steensberg.) De brændte gårde kunne lige så godt opføres uden for landsbyen, så Castenschiold benyttede lejligheden til at foretage en udskiftning. For at ensomheden ikke skulle blive for trykkende blev de otte gårde opført parvis. Således skulle to bønder i fællesskab drive den jord, der blev tildelt de to ejendomme. De øvrige fem landsbyer blev udskiftet i 1790 og –91 og 50 pro­cent af bøndergårdene blev udflyttet. Bøndernes hoveri blev afløst af en pengeafgift, og for at opveje den derved mistede arbejdskraft på hovedgården oprettede han 50 husmandssteder med hver 5 tønder land jord. Disse husmænd skulle så arbejde 2 dage om ugen på Valdbygaard, den ene dag gratis som husleje.

Castenschiold købte i 1787 Store Frederikslund mellem Slagelse og Sorø. I årene 1798 til 1804 havde han solgt 14 af sine 90 fæstegårde, og i 1805 solgte han hele Valdbygaard Gods til amtmanden over Sorø Amt P.C. Stemann for 340.000 rigsdaler. Castenschiold døde på Store Frederikslund i 1819. Stemann på Valdbygaard

I årene 1805 til 1846 var Valdbygaard ejet af Poul Christian Stemann, der var statsminister i over 20 år. Han var født i 1764 i København som søn af justitsråd og senere statsmi­nister C.L.Stemann, og han var derved selvskreven til at nå til tops i samfundet. Han satsede på en karriere i statens tjeneste, og han nåede så højt, det var muligt i enevældens tid. Allerede som 17-årig fik han juridisk embedseksamen, og som 20-årig fik han ved faderens hjælp en stilling som kommitteret ved De norske Bjergværker.

I 1788, da han var 24 år gammel, blev han i Søllerød Kirke i Nordsjæl­land gift med Betzy Wasserfall, og ved hjælp af en solid medgift kunne han så for 35.000 rigsdaler købe godset Dønnerup, der ligger mellem Ruds Vedby og Jyderup. Her arbejdede han med på landboreformerne ved at afskaffe hoveriet for sine fæstebønder og erstatte det med en pengeafgift. Det blev en fordel for begge parter. 

Et betydningsfuldt afsnit af hans liv blev indledt i 1799, hvor han blev amtmand i Sorø og økonomisk leder af Sorø Akademi, Herlufsholm Skole og deres omfattende jordegods. Han solgte så Dønnerup og købte i 1805, som nævnt ovenfor, Valdbygaard ved Slagelse for 340.000 rigsdaler. Næsten hele Stillinge sogn og det halve af Hejninge hørte dengang under Valdbygaard Gods, som dermed omfattede over 8000 tønder land. Den ret lille hovedbygning på Valdbygaard byggede han lidt større, og selv om han aldrig tog fast ophold der, holdt han dog sine to døtres bryllupper i hovedbygningen på Valdbygaard. Han solgte intet fæstegods fra i sin ejertid, men udvidede godset med 98 tønder land god eng ved at udtørre Bildsø Sø. Et minde fra hans tid er navnet “Amtmandsholmen” ved Vårby A.

Stemann var en dygtig amtmand, men også en bøs herre, der ikke tålte modsigelse. Under krigen med England i 1807 fik han gennemført, at alle leverancer til den engelske hær i Sorø Amt skulle rekvireres gennem ham. Derved undgik han, at de engelske soldater udplyndrede befolknin­gen. 

Kong Frederik 6. satte stor pris på Stemann og besøgte ham engang pri­vat i Sorø. Under krigen 1807 blev Stemann betroet til at gemme kronju­velerne fra Rosenborg. Det gjorde han i Sorø Kirke i gravkammeret un­der Holbergs sarkofag, hvor han åbnede Birgitte Goyes kiste fra 1652 og anbragte kostbarhederne der. Det skulle vise sig at være et sikkert gemmested. Som amtmand skulle Stemann også lede sessionerne. Engang var der en rig gårdmands søn, der spillede døvstum for at slippe for soldatertjenesten. Det gjorde han godt, selv ikke pistolskud fik ham til at reagere. Så hvi­skede Stemann til ham: “Nu er du færdig, Lars, du kan gå. “-” Manne tak, hr. kammerhære,” svarede Lars. Så var han afsløret.

I Sorø Amts Årbog 1946 fortæller amtmand V. Topsøe, at engang skulle fru Ingemann have nyt stakit omkring deres hus, og hun skrev da til Stemann:

“Det lyseblåt skal være, at det kan ligne luft og atmosfære.” Han svarede:

“Nej, det stryges skal med tjære, at det kan holdbart være. Og derved blev det.

Da Akademiet i 1827 var blevet genopbygget efter brand, holdt direktør Tauber fest med deltagelse af Frederik 6. og andre gæster, og bagefter sendte han regningen på 1800 rigsdaler til universitetet. Det var dengang et meget stort beløb, og på forespørgsel svarede Stemann: “Send ham pengene og samtidig hans afsked.” 

Da denne begivenhed fandt sted, var Stemann flyttet til København. Han var blevet udnævnt til gehejmestatsminister, kancellipræsident, justits­minister og kongelig bankkommissær. Han blev også Ridder af Elefanten og senere overkammerherre.

Gennem de 28 år, Stemann havde været i Sorø, havde han fået oparbejdet fyldte pengekasser både i amtet og på Akademiet. Da ejendomspriserne var høje, havde han i 1805 solgt Brorup til arvefæste, og lidt senere solgte han Hellestrup, Bjernedegaard og Tersløsegaard. I 1825 var ejendoms­priserne faldende, og Stemann købte så godserne Nordruplund og Mørup til Akademiet. Stemann nåede at lede Kancelliet i 21 år. Han havde også sæde i Statsrå­det, hvor afgørelserne blev truffet. Han var enevældens mand og så gode venner med Frederik 6., at det ramte ham hårdt, da hans elskede konge døde i 1839. Men han var også loyal over for Christian 8., selv om de tit var uenige. Det fortælles, at Christian 8. engang blev så ophidset, at han stampede i gulvet og råbte: “De vil da også altid have Deres vilje!” Stem­ann svarede roligt: “Nej, kun når jeg bestemt tror, at just dette er til lan­dets og Deres bedste.”

Stemann var også modstander af stænderforsamlingerne og trykkefrihe­den, og egentlig også af forfatningsændringen, der gav stemmeret til ud­valgte grupper i samfundet. Men i 1848 skiftede han standpunkt, fordi han ikke havde tillid til Frederik 7. som ny konge. Da grundloven skulle forhandles, var Stemann syg, og han blev afskediget sammen med alle de andre ministre. Dog beholdt han ledelsen af Herlufsholm Skole og Gods i 3 år mere, og her døde han i 1855, næsten 91 år gammel. Hans gravsten står stadig ved Herlufsholm.

 

Bildsø Sø

Hvor Enggården i Bildsø ligger, var der en stor sø, og områ­det hedder stadigvæk Søen. Den ejedes dengang af Valdbygaard og Bødstrup, og de havde hver en fisker ansat. Man kunne imidler­tid ikke enes om fiskerettighederne, men fra 10. september 1785 foreligger der en voldgiftskendelse, som deler søen mellem de to gårde, og som pålægger fiskerne, at ingen af dem må drage våd i land på den andens bred.

Rundt om søen voksede der siv, rør og stargræs, som bønderne måtte bruge til at binde kornnegene med. Det står der i for­pagter Muus’s kontrakt fra Bødstrup 1789, hvor man også kan læse, at Bødstrups fisker havde ret til at få en ko fodret blandt forpagterens. I Bødstrups jordebøger fra l7oo-tallet står der gerne, at i Bildsø er der me­gen og god fisk, og i 1815 indbragte fiskeriet under Bødstrup 60 rigsdaler, i 1830 derimod kun det hal­ve. I et julebrev 1837 skrev Valdbygaards ejer, amtmand og gehejmestatsminister Poul Christian Stemann til Bødstrupgårds ejer, Emil van Deurs:  Det vil ikke være undgået Deres Velbårenheds opmærksomhed, at Bildsø år for år mere og mere gror til, så at det er til at forudse, at den om nogle år vil være så godt som aldeles tør og bevokset dels med siv, dels med dårlige græsarter. Kunne man derimod ud­lede i det mindste stør­stedelen af vandet, da ville vist nok på en gang en betydelig flade af den­ne med fed dynd opfyldte sø komme over vandspejlet og forvandles til særdeles god eng ved at besås med passende græsarter. 

De to godsejere enedes om at forsøge at udtørre Bildsø, og de fik landin­spektør Vogl til at beregne udtørringsplanen. Der skulle graves en betydelig kanal på 85o m fra engen ved søen ind over matrikelnummer 2 og 10 til Bildsø Å. Afstanden til stranden opmåltes til 5 km. Matrikelnummer10, som dengang hed Stangesgaard, nu Stangager, voldte ingen problemer, da den var fæstegård under Valdbygaard. Værre var det med matrikelnummer 2, som lå nord for. Den tilhørte selvejer Rasmus Larsen, den eneste selvejer i Bildsø, men mod en erstat­ning på 100 rigsdaler fik man sluttet overenskomst med ham: Den gamle grøft måtte udvides, og det bestemtes, at han for frem­tiden skulle vedligeholde 190 m af kanalen nærmest op mod Stangesgaard.

I sommeren 1839 kom man i gang med gravearbejdet. Det var seks holstenere, som gravede, og godsejeren på Valdbygaard leverede fire kærrer, såkaldte mergelkasser, otte heste og fire køresvende, og Bødstrups ejer to kærrer, fire heste og to køresvende. Der var op til 170 cm dybt vand i søen, og når alt vandet var løbet ud, skul­le udgifterne deles efter, hvor stort areal hver gård havde indvundet. Da gravearbejdet i sommeren 1840 var færdigt, havde det ko­stet godt 1100 rigsdaler. 

I januar 1841 døde Emil van Deurs, hvorefter hans enke, Aline van Deurs, hensad i uskiftet bo. Den 26. au­gust 1841 skulle der træk­kes en delingslinie gennem søen, og her mødtes pro­prietær Herman Eduard van Deurs som lavværge for en­ken og kammerherre Stemann, der kom på sin fader, statsministerens, vegne. Bødstrup fik en tre­diedel, 46½ tønder land. Enken giftede sig igen i 1843, og så blev Bødstrup solgt ved auktion til ovennævnte H. van Deurs. I Nationalmuseet ligger et manuskript, ”Beskrivelse af Bødstrup”, som han har skrevet i 1848.

Udtørringen virkede ikke helt godt, for allerede i 1844 blev man enige om at indkalde de seks holstenere igen for at rense og uddybe hovedrenden, hvilket kostede 675 rigsdaler. 

I den første tid efter at Bildsøen var blevet udtørret, blev den dyrket med stude, fordi heste var for tunge til at gå på engjorden. Stude havde man i forvejen på Valdbygaard. Da det første vandværk blev lavet på Valdbygaard, havde man også stude til at trække en hesteomgang, som pumpede vand op i en høj beholder. Når beholderen var fuld, lød der en fløjtetone, så manden der kørte studene kunne standse og spænde fra. Disse stude blev så vante til dette arbejde, at de kunne gå rundt, uden at kusken behøvede at være i nærheden. De standsede også op selv, når de hørte fløjten, og så var der ingen, der kunne få dem til at gå blot een omgang mere. Det var stavseler, disse stude trak med, og de havde så store horn, der stak ud til begge sider, at når de skulle gå gennem stalddøren, så måtte de bøje hovedet først til den ene side og så til den anden, for at undgå at støde på dørkarmen.

Her på egnen var stude ellers ikke i brug så sent i 1800-tallet, men her og der var der alligevel en husmand, der dyrkede sin jord med et par køer. I 1857 blev der holdt dyrskue ved Kelstrup kilde, og her gav en husmand opvisning i at pløje med stude. Det har altså dengang været et usædvan­ligt syn, og det blev da også omtalt i Sorø Amtstidende torsdag den 25. juni 1857. 

Slægten Bech

I 1846 solgte Stemann Valdbygaard til daværende proprietær, senere hof­jægermester A. W. Bech til Fredsholm på Lolland for 500.000 rigsdaler. Det var i pengeværdi lidt mindre, end han selv havde givet 41 år tidligere. Valdbygaard kom da ind i en slægt, i hvis besiddelse den har været siden.

På Valdbygaard skete store foran­dringer. Et teglværk blev opført, hvor der blev brændt drænrør til gårdens marker, og mursten og tegl til en ny stor hovedbygning opført 1853 – 55. Den gamle hovedbygning bar præg af, at de forrige ejere ikke selv havde boet ret meget på Valdbygård. En ny og betydelig større hovedbygning blev opført efter tegning af Bechs fætter, arkitekt L.A.Winstrup, og den består af to etager foruden kælderen. I det ydre er den en meget harmonisk bygning i nygotisk stil. Hovedbygningen har lagt stuer til filmene ”Slægten” og ”Sort høst”. 

Store arealer blev drænet, og arbejdet var så veludført, at det først 100 år senere blev nødvendigt at omdræne. Men de gamle hoveddrænledninger virker stadig.

Bønderne fik nu mulighed for at købe deres gårde til selveje og even­tuelt dele dem i mindre parceller til deres børn. For hver otte gårde, der blev solgt til selveje, måtte en niende gård lægges ind under hovedgården. På denne måde opstod Langebjerggaard i Øster Stillinge med 99 hektar, og Knudsrødgaard i Bildsø med 125 hektar. Husmandshoveriet blev også afskaffet og afløst af en pengeafgift. Gravhøjene blev fredede, og der er stadig bevaret over halvdelen af de oprindelige oldtidsminder. Voldstedet Trelleborg blev også fredet og er i dag en af egnens største seværdighe­der. I 1866 blev der fundet et pragtfuldt jernaldersværd i den udtørrede Bildsø Sø. Det blev af Bech afleveret til Nationalmuseet. 

Høstmaskinen

På landbrugsmuseet Gl. Estrup står verdens ældste bevarede høstmaskine. Den blev indkøbt i 1852 af godsejer August Bech på Valdbygaard. Han var en foregangsmand indenfor landbruget. Han var med i ledelsen for Landøkonomisk Selskab, og han var ikke bange for selv at lægge ud, når noget nyt skulle prøves.

I 1847 bestilte August Bech forskellige redskaber og maskiner hos sin bror Edvard Bech, der var konsul i New York. Han spurgte også på en mejemaskine, men hans bror anbefalede ham at vente. Allerede 1831 var den første brugbare Mc. Cormich mejemaskine blevet fremstillet, men det var først ved verdensudstillingen i London 1851, at en forbedret mejemaskine vakte interesse i Danmark. I forsommeren 1852 fik Bech så den længe ønskede maskine tilsendt fra USA. Den var beregnet til 2 heste og 2 mand. Den ene mand skulle køre hestene, og den anden skulle sidde på et bagudvendt sæde og rive kornet i passende bunker. Disse bunker kunne så med håndkraft bindes til neg og stilles op. 

Man regnede med, at maskinen kunne erstatte 20 mand med leer. Bech brugte kun maskinen i 2 – 3 år. Han var ikke tilfreds med den, og den afsatte alt for høje stubbe. Han tilbød derfor at forære den til et landbrugsmuseum. Omkring 1856 kom den til Den Kongelige Veterinær- og Landbohøjskole, og derfra kom den i 1938 til Landbrugsmuseet i Lyngby. Dette museum blev i 1972 flyttet til Gl. Estrup på Djursland.

Den gamle Mc. Cormick mejemaskine må siges at have stor historisk værdi. Den var i princippet fremstillet rigtigt, men var bare alt for klodset og primitiv. Det meste af maskinen var af træ, kun transmissionen og kniven var af jern. Fingrene var 8 cm tykke, og takkerne på kniven ragede kun l cm frem. 

Ildebrand på Valdbygaard

Den 13. august 1859 klokken 3 om morgenen udbrød der brand på Valdbygaard, hvorved både mejeriet og et nærliggende svine- og hønsehus nedbrændte. En pige havde tændt op under kedlen og var gået derfra et øjeblik. Da hun kort efter vendte tilbage, var der på uforklarlig vis gået ild i en bunke kvas, der lå nær ved ildstedet, og ilden havde allerede antændt loftet. Det lykkedes at redde de øvrige bygninger på gården, men der indebrændte 1 hest, 8 køer og 40 grise foruden flere hundrede høns, ænder og duer. På loftet var der værelser til 13 malkepiger, og de mistede alt, hvad de ejede.

Deres ejendele var ikke forsikrede, og derfor blev der startet en indsamling til fordel for pigerne. Det var købmand Grønvold i Slagelse og pastor Budz i Havrebjerg, der sammen med skolelærerne i Hejninge, Havrebjerg og Jernbjerg stod for indsamlingen, og de fik god hjælp fra Sorø Amtstidende. 

Godsejer Bech lagde for med 50 rigsdaler, og justitsråd Bech og general Oxholm gav hver 5 rigsdaler. Gårdmænd på egnen gav fra 1 til 3 rigsdaler, og husmænd og tjenestefolk gav fra 1til 3 mark. Det mindste bidrag var på 8 skilling. Der blev samlet ind blandt de øvrige ansatte på Valdbygaard og på omegnens øvrige herregårde: Gyl­denholm, Skovsgaard, Ødemarksgaard, Lille Frederikslund, Fal­kensteen og Taarnholm. Ligeledes i landsbyerne: Havrebjerg, Blæ­singe, Krænkerup, Arslev, Tjørnelunde, Nordrup, Ottestrup, Valby, Jernbjerg, Slagstrup, Holmstrup, Hejninge, Næsby, Kelstrup, Kongsmark, Kirke- og Øster Stillinge samt Bildsø.

Alle de flere hundrede bidragsyderes navne kom i avisen, og indsamlingen sluttede først efter 2½ måned. Der indkom i alt 280 rigs­daler, som blev fordelt mellem de 13 piger efter deres tab. Den pige, der havde mistet mest, fik 76 rigsdaler, og de øvrige henholdsvis 41, 24, 22, 20, 19, 16, 15, 13, 11, 11, 9 og 3 rigsdaler.  Mejeriet
Efter branden tegnede godsejer Bech en brandforsikring for de an­sattes ejendele, så en sådan ulykke ikke mere kunne overgå dem. Han fik også bygget et helt nyt mejeri, der dengang blev landets mest moderne, og som blev udførligt omtalt i Illustreret Tidende 1860, side 386. Mejeriet fremstillede herregårdssmør og ost. Skummesalen havde tøndeloft under det høje stråtag, og der var aftræksskorstene og lemme i væggene, så der var rigeligt aftræk. Tagudhænget var så stort, at solen ikke kunne opvarme væggene. I mejeriet var der 60 store flade støbejernsbakker, hvor mælken kunne samle fløde.
I osterummet var der kar med damprør til at opvarme mælk tilsat osteløbe, og der var ostepresser til at presse vallen ud af ostemassen. Alle gulvene var af det helt nye materiale portlandcement.  
Fra 1891 til 1901 var der ansat en mejerske, som hed Lene Bjerregaard. Hun har skrevet en beretning om Valdbygaards mejeri. De behandlede mælken fra 600 køer, 400 på Valdbygaard, 150 på Brorup og 50 på Langebjerg. På Valdbygaard stod køerne i rækker på tværs af stalden med 20 køer i hver række. Der var ansat 10 svenske malkepiger, der sammen med 10 husmandskoner hver skulle malke 20 køer 2 gange om dagen. Lene Bjerregaard beretter om en episode fra sin tid på Valdbygaard:
Smørret kom i dritler af træ, og en gang om ugen blev der sendt frisk smør til England. Det skete engang, at jeg havde en ganske lille guldring, for resten et arvestykke. Den gled af fingeren og var væk i smørret. Jeg havde sagt farvel til den, men en tid efter fik Hofjægermesteren brev fra England, at der var fundet en guldring i Valdbygaards smør, og at den kunne blive returneret, hvis ejermanden kunne findes. Den kom hjem og blev meget beundret, også af herskabet. Tænk at sådan en lille ting selv havde gjort den lange rejse og ved et tilfælde var blevet fundet derovre. Jeg brugte den aldrig siden, nu har min datter fået den. 

Brorup

I 1855 tilkøbte A.W.Bech den nærliggende Brorupgaard med ca. 470 tønder land. Stedet kaldes nu Gl. Brorup, og har adres­sen Slagstrupvej 45. Før 1674 var Brorup en landsby med 10 gårde og en vandmølle. Brorup ligger nu ca.1 km nord for Havrebjerg, og adres­sen er Kalundborgvej 115. Om navnet kan fortælles:

Forleddet Bro er fra broen over Tude Å. Efterleddet rup er ligesom strup afledt af torp, der betyder udflytter­bebyggelse. Her omkring er der mange torpbyer: Kelstrup, Svenstrup, Knudstrup, Slag­strup, Bøstrup, Mullerup, Finderup, Ollerup, Sønderup, Nordrup, Sorterup, Ottestrup osv. Allesammen bebyggelser der er flyttet ud fra ældre byer. De ældste af navnene går tilbage til år 800. Brorup har altså heddet Brotorp. 

Det ældste dokument, der nævner Brorup, er fra 1352. Dengang lå der i landsbyen Brorup en større gård, for i et par breve nævnes lensmæn­dene Peder Nielsen og hans søn Niels Pedersen til Bro­thorp.

I middelalderen var det almindeligt at testamentere sin gård til en kirke eller et kloster mod at få læst sjælemesser. I 1396 hørte Brorup under biskoppen i Roskilde, og Bent Bille var lensmand på Brorup. I 1435 havde Clement Griis Brorup og Havrebjerg i leje af biskop Jens i Roskilde.

I 1454 blev der med kong Christian l.s tilladelse gen­nemført et stort mageskifte, så Antvorskov Kloster fik Brorup og en del andre byer nord for Slagelse i bytte for Svenstrup Gods mellem Ringsted og Roskilde. Ved dette mageskifte omtales og­så vandmøllen i Brorup, den kaldtes dengang Broagger Møl­le. I afgift betalte mølle­ren 1½ læst mel, det er 2 tons mel, en meget stor af­gift. 

I 1601 befaler kong Chri­stian 4., at lensmanden på Antvorskov Slot skal give møllerne i Brorup og Pine Mølle ved Næsby noget gratis tømmer til istandsættelse af deres møller. Bønderne skal hjælpe med arbejdet. På det tidspunkt, efter reformatio­nen, har kongen overtaget Antvorskov Kloster og alle klostrets besiddelser. Fra 1609 er lensregnskaberne be­varet, så man i Rigsarkivet kan finde navnene på alle fæsterne af hver enkelt gård i Brorup og de andre byer un­der Antvorskov.

I lensregnskaberne kan man også se, at i 1639 må Havre­bjerg og Brorup mænd bøde en okse for overfald på Oluf Møller i Brorup, og i 1644 får Jeppe Møller i Brorup en bøde på 3 daler, fordi han har taget 3 små favnetræer ved Vårby Mølle. 

I 1651 fæster Oluf Jensen Brorup Mølle efter Oluf Lau­ritsen og giver i indfæst­ning 24 daler og en øxen. (En ung slagtetyr eller stud) I 1651 fæster Brix Laursen møllen og giver 40 daler. Han fritages i 1655 for et års afgift pga. ildebrand.

Under svenskekrigen 1658-60 blev Brorup delvis ødelagt. Af de 10 gårde i byen var de seks ødelagte og ubeboede. På den syvende gård blev jorden dyr­ket trods bondens store armod. Møller Brix Laursen og gårdmand Laurits Hansen send­te i 1661 og 1663 bønskrif­ter til Kong Frederik 3. om nedsættelse af landgilden i nogle år, så gårdene i Brorup igen kunne blive opbyg­gede og beboede. Mølleren fik nedsat sin afgift til det halve i 1664, 24 tønder og 2 skæpper korn. Men det lykkedes ikke at få nye fæstere til Brorup. 

I 1667 fik en soldat møl­len i fæste uden at betale indfæstning. Han hed Laurits Svendsen. Og i 1672 fæstede Jens Clausen den ødelagte mølle for 8 daler, det har nok kun været jorden, han kunne bruge.

I 1674 blev Brorupgaard så oprettet af de 10 gårde og møllen i landsbyen Brorup. Det var justitsråd Poul Niel­sen, som fik byen af kongen i bytte for en del andre går­de på Sjælland. Dem havde Poul Nielsen fået af kongen 3 år før, hvor han havde 14 års løn tilgode. Under sven­skekrigen havde kongen ikke haft råd til at betale løn til sine embedsmænd, så man­ge fik i stedet nogle gårde og noget jord.

I 1674 skete der også det, at en del gårde i Stillinge sogn blev udlagt til ryttergods under jægermester Johan. Brorup kom altså ikke til at høre under Antvorskov Rytterdistrikt.

 

Året efter, i 1675 købte Poul Nielsen også Havrebjerg Mølle og møllegården. En anden havde budt på den, men Poul Nielsen holdt på, at han havde fortrinsret som e­jer af Brorup Mølle, der havde været så generet af op­stemningen ved Havrebjerg Mølle, at den forrige møller var ruineret.

I 1679 blev Poul Nielsen adlet med navnet Rosenpalm, og han fik nogle adelige skattefordele. Han fik da den officielle kongelige be­villing til at oprette sin hoved- og sædegård af Brorups og Jernbjergs øde jorder og kalde den Brorupgaard. Hele Havrebjerg og Blæsinge hørte også med, og bønderne blev hoveripligtige til Brorup. 

I 1684 tilkøbte han Sorterup, Ottestrup og Stillinge kir­ker. Han døde i 1688, og i Stillinge Kirke blev Sankt Annæ Kapel, det der nu kaldes dåbskapellet, indrettet til gravkælder for slægten Rosenpalm. Omkring 1840 blev ki­sterne nedsænket på kirkegården, og gravkælderen blev fyldt op.

 

Ludvig Holberg

Brorup Gods var så i denne families eje indtil 1740, hvor den daværende ejer Johan Severin Benzon måtte sælge til Ludvig Holberg, der gen­nem 5 år havde lånt ham pen­ge. Holberg tilkøbte Årslev by og mølle, så han derved lettede hoveriet for bønder­ne i Havrebjerg og Blæsinge, idet de så blev flere om ar­bejdet.

Ludvig Holberg er kendt af alle på grund af sine komedier, den mest kendte er nok Jeppe på Bjerget. Hans komedier bli­ver stadig opført på teatre­ne, selv om de nu er over 250 år gamle. Både i Danmark og Norge er der meget stor interesse for Holberg. Derfor er det også naturligt at interessere sig for det sted, hvor han opholdt sig om som­meren i årene 1740 – 45. Ef­ter den tid tog han hver sommer ophold på Tersløsegaard, hvor der var et helt nyt stuehus. 

Holberg bortforpagtede Brorup, men han betingede sig at kunne bebo de to østlige værelser i det røde borg­gårdshus. Det var stuehuset, som lå, hvor der nu på Slag­strupvej ligger et langt hvidt hus. Huset var dengang kortere og bredere, 18,5 x 11 m. Det var grundmuret af røde sten eller rødkalket, og det havde stråtag, dog med tegl i tagskægget. Det havde 16 vinduer med små blyindfattede ruder. Der var indgangsdør mod syd, ud mod gårdspladsen. Huset var ind­rettet med en stor ottefags stue, en gæstestue på to fag og et lille kammer. Så var der dagligstue, og der var køkken, bryggers og spisekammer. Under køkkenet var der en kælder. I hele huset var der kun to kakkelovne, såkaldte toetages vindovne med rør og tromle.

Der var to store udlænger på gården. De lå på skrå ud fra stuehuset, så gårdsplad­sen var ganske smal ved stuehuset og meget bred ved vejen. Langs med den nuvæ­rende indkørsel til Gl. Brorup lå ladelængen. Den var stråtækt med skrågavle. Og på skrå den anden vej, mod øst, lå staldlængen med plads til 125 kreaturer og 6 heste. Nordvest for stuehuset, nær­mere Tude Å, lå gårdens mejeri med maltkølle og bagerovn, her var også et svinehus.

Mod sydøst var der nogle fi­skedamme, der var ansat en fiskemester på gården. Disse fiskedamme lå nær Skidenrenden, som dengang hed Valbækken. Her var der på Holbergs tid en gammel rådden træbro, som præsten i Havrebjerg, Joakim Gynter, skulle passere, når han skulle til sin annekskirke i Gudum. Præsten klagede til kon­gen over, at Holberg ikke ville reparere broen. Holberg svarede, at han ikke vidste, at det var hans pligt at ved­ligeholde broen, ”ej heller ved jeg, hvor den ligger”. Det sidste lyder usandsyn­ligt, da der kun er 300 m fra huset ned til broen. Men den blev først repareret ef­ter Holbergs død. 

Holberg har kunnet nyde en flot udsigt over gårdspladsen, der var åben mod syd, til Slagelse med dens kirketårne. Tårnet på Antvorskov Slotskirke var over 73 m højt. Og mod nord har han kunnet se over engen og Tude Å til Torsmarken, hvor der dengang stod en ny­opført stubmølle på toppen af bakken. To store lindetræer marke­rer den gamle indkørsel. Der står to tilsvarende nede ved Slagstrupvej. Om de kan være helt fra Holbergs tid, tør jeg ikke sige.

Foran huset står en gammel vildtbanesten. Den har været brugt til trappe ved Skytte­huset, som lå ved Kalundborg­vej over for den ny Brorupgaard. Holbergs stuehus var et par meter bredere end det nu­værende hus, og det eneste levn der er fra hans tid, er en række fundamentsten, der ligger et par meter fra huset på den nordlige side.

Holberg testamenterede alt, hvad han ejede til Sorø Aka­demi. Han døde i 1754, og der blev da strengere tider for fæstebønderne. I bogen “En fæstebondes liv”, der in­deholder nogle af Søren Pe­dersens dagbøger fra Havrebjerg, fortæller han, at Holberg var mindre streng end både hans forgænger og hans efterfølger.

Akademiet udskiftede de 3 landsbyer i 1790-erne, og de begyndte bortsalg til arvefæste. Den 4. august 1804 brændte avlsgården på Brorup. Den blev så solgt som arvefæste til den hidtidige for­pagter Mads Vestergaard. Ved branden sprængtes alle ru­derne i stuehuset af varmen fra ilden, men huset blev reddet.

 

Vestergaard genopbyggede avlsgården med 3 store læn­ger. Han døde i 1808, men hans enke drev gården videre med sønnen Jacob Vestergaard som bestyrer. I 1809 byggede hun et nyt stue­hus på 20,5 x 9,3 m, altså længere og smallere end før.

Omkring 1830 blev Brorup solgt til Heinrich Vorbeck, og han solgte i 1839 videre til Laurits Christopher Worsøe. Worsøe opførte en stor ny ladelænge i 1852, men den 20. august 1855 brændte hele gården ved lynnedslag. Da han følte sig for gammel til at bygge gården op igen, solgte han den til godsejer A.W.Bech på Valdbygaard. Brorup var stadig arvefæs­te under Sorø Akademi, og Bech skulle årligt betale 600 tønder korn i afgift for­uden skatter. Den første vinter klarede han driften af Brorup fra nogle interimistisk opførte bygninger på brandtomten, men året efter, i 1856 be­gyndte han så opførelsen af en helt ny gård på Kalundborgvej. Her lå den bedre midt i marken. 

Den 2. november 1856 blev der brandforsikret en ladelænge mod vest, 66 m lang og 13 m bred, dog var der en ud­bygning ind mod gårdspladsen, så længen på midten var 4 m bredere. Denne bygning er nu revet ned. Den lå, hvor der nu er en stor bygning med kornlager. 28. februar 1857 var så staldlængen i nord færdig. Denne længe er der endnu. Den var dengang 52 m lang og 11 m bred, og det er den nok sta­dig. Den var indrettet til både køer og heste. Omkring år 1900 var der 150 køer på Brorup.

Den 18. juli 1857 blev ho­vedbygningen vurderet under opførsel, og samtidig var få­restalden mod syd bygget fær­dig. Fårestalden var 52 m lang ligesom nordlængen, men 15 m bred. Denne bygning eksiste­rer ikke mere. Der var altså 3 sammenbyggede længer, som alle var med stråtag. 

Hovedbygningen var 19 m lang og 10 m bred med fuld kælder. Der var en tagkvist ud mod havesiden og tegltag. På gavlen kan ses opførelsesåret 1857 samt ejernes initialer for August Willads Bech og Kirstine Margrethe Rothe. Hun var datter af kontreadmiral C.A.Rothe, der udmærkede sig i slaget på Reden og under kampen ved Sjællands Odde. I 1880-erne blev der bygget frontispicer til begge sider og en til­bygning mod syd. Samtidig blev der oplagt skifertag. Det blev udskiftet med tegl­tag i 1943, og dette tag er igen fornyet for få år siden.

  2. generation
Til at begynde med blev den nye Brorupgård drevet med bestyrer, men da A.W.Bech døde i 1877, flyttede hans enke ind på Brorup, og søn­nen J.P.Bech overtog Vald­bygaard i sameje med sine to søstre.
Jørgen Peter Bech var gift med Caroline Charlotte Suhr fra Petersgaard, de blev 2. generation Bech på godset. Han ejede Valdemarskilde og var i en kort årrække tilsynsførende på Petersgaard på Sydsjælland. Når de kørte til Petersgaard, havde de 6 heste for vognen. Han var kun midt i fyrrer­ne, da han mistede sin hu­stru. Hun blev begravet på Hejninge Kirkegård. Her ligger også de øvrige afdøde af slægten Bech. 
J.P.Bech fik ud­rettet meget i sin tid som ejer af godset i årene 1877-1909. Bl.a. byggede han en helt ny avlsgård på Valdby­gaard i årene 1900 til 1901. Den kom til at ligge øst for de gamle bygninger på den anden side af vejen til Brorup. Disse bygninger imponerer ved deres størrelse. På den gamle avlsgårds plads blev der så plantet et smukt anlæg med indkørsel til hovedbygningen.
Fra byggeriet af den ny avlsgård kan fortælles en episode: I høsttiden var det ustadigt vejr med megen regn. En dag, da det endelig var blevet godt tørvejr, gik alle håndværkerne med ud i marken. Både tømrere, murere og arbejdsmænd, i alt 70 mand, hjalp til en hel dag med at stille havre op. Det har været en god hjælp. 

Den 3. Brand på Brorup

Den 27. juli 1901 nedbrændte en stor del af avls­gården på Brorup. Det skete under et voldsomt tordenvejr. Ingen mennesker eller dyr kom til skade. En kattemor med små killinger blev red­det i sidste øjeblik. Alle køerne var på græs, men i stalden var der 10 ungkrea­turer, 8 heste og en del svin. Det lykkedes gårdens folk at få alle disse dyr ud. I stalden var der brandfrit loft,og det modstod ilden, så dyrene kunne godt være blevet i hus.

Det var et lyn, der slog ned i laden, så der brændte en mængde korn og hø. Et lo­komobil blev reddet ud, men tærskeværket brændte. Det var stille vejr, så hoved­bygningen var ikke i fare. Arkitektfirmaet Thomsen og Sønner fra Slagelse var næs­ten færdig med at opføre den nye avlsgård på Valdbygaard, så de kunne fortsætte på Brorup. De 3 længer kunne repa­reres, de fik trempel og Thomsens mønsterbeskyttede paptag. Det bestod af 2 lag tjærepap forstærket med ståltråd. 

Min farfar, Emil Christian­sen var tømrer og arbejdsle­der hos Thomsen og Sønner dengang. Han havde haft 70 mand i gang med byggeriet på Valdbygaard, og han skulle også tage sig af byggeriet på Brorup. Til en ladebygning bestilte han så tømmeret hjem fra Norge i danske alen, men fik det leveret i norske alen. Så var spærene for kor­te. Han brugte dem alligevel, der blev blot mindre udhæng på taget, end der skulle ha­ve været efter tegningerne. Ved afleveringsforretningen ville arkitekten ikke være til stede. Han sagde: “Det må De selv klare, Christiansen”. Men det gik godt, der var in­gen, der klagede over noget.

3. generation hed også Au­gust Villads Bech, han for­pagtede Brorup i 1905. I 1909 flyttede han sammen med sin hustru Onse Marie Bech, født Pontoppidan, ind på Valdbygaard. Han var cand. mag. og gennem mange år for­mand for Sorø Amts landøko­nomiske Selskab, Slagelse Sparekasse, Den Suhrske Stiftelse og mange foreninger. Han gjorde også et stort ar­bejde for den svære hesteavl. Han døde i 1940, og hans hu­stru i 1952. Efter den tid stod Valdbygaards store hovedbygning tom indtil 1998, hvor Elisabeth og August Bech gennemførte en meget omfattende restaurering og modernisering og flyttede ind. De foregående 30 år havde de boet i en nærliggende villa, der oprindelig var opført til Jørgen Bechs faster Alice.  

Jørgen Peter Bech, 4. generation på Valdbygaard Gods, blev forpagter af Knudsrødgård i 1931 og af Brorup i 1937, og i 1940 blev han ejer af hele god­set. Han boede på Brorup til sin død i 1979, og hans hu­stru, Anna Elisabeth Bech, født Malling, bor der stadig.

Jørgen Bech drev et moder­ne landbrug, han anskaffede en af de allerførste meje­tærskere lige efter 2. ver­denskrig. Men han tog sig også tid til offentligt arbej­de i Sorø Amts landøkonomi­ske Selskab, Slagelse Sparekasse, Sct.Mikkels sogneråd og skolekommissionen. Han var også skydeinstruktør i hjem­meværnet, og han gjorde en stor indsats ved udgravningen af den gamle landsby Store Valby. I 1972 overdrog han størsteparten af godset til sin søn August Bech, men han beholdt selv forpagtergården Langebjerg i Øster Stillinge og Valdbygaard Skov i nogle år.

Alle godsets ejere af Bech-slægten har været hof­jægermestre, og August Bech er også kammerherre.

 

Skovene

Valdbygaard Skov ligger øst for Slagelse helt adskilt fra den øvrige del af godset. Det skyldes, at Valdbygaard ved godsets oprettelse i 1774 fik tillagt en del af Antvorskov Slots skovdistrikt. Nogle af de øvrige hovedgårde, som opstod ved krongodsets salg, fik tillagt lignende skovdistrikter. Derfor har de enkelte dele af skovene øst for Slagelse stadig navne fra den tid: Falkensten Skov, Grønhøj Skov, Gjerdrup Skov, Bonderup Vænge, Idagaard Skov, Charlottedal Skov, Karlsgaard Skov og Taarnholm Skov.

Efter orkanen den 3. december 1999 består skoven nu af 35 % nåleskov, 35 % er bøg, 17 % er eg og 13 % er anden løvskov. Jordbunden er meget varieret. 

Valdbygaard Skov har sammen med Bonderup Vænge og Taarnholm Skov udgjort et sammenhængende skovdistrikt på 329 ha. Bonderup Vænge blev i 1774 købt af ejeren af Bonderup, Anna Lindam. I 1778 solgte Bonderups daværende ejer, Jacob August Castenschiold, Bonderup Vænge til sin farbror, generalmajor J.F.Castenschiold til Valdbygaard og Store Frederikslund, og derved kom det med i Valdbygaard skovdistrikt. Taarnholm Skov hørte fra 1774 til Taarnholm Gods, men i 1871 solgte kammerjunker Oxholm på Taarnholm skoven til Jørgen Peter Bech på Valdemarskilde. Da han efter faderens død i 1877 blev ejer af Valdbygaard, blev Taarnholm Skov også indlemmet i Valdbygaard skovdistrikt under navnet Sønder Overdrev Skov. En trediedel af skovdistriktet blev i 1992 overdraget til August Bechs søster, Marie Louise Foss, og de andre to trediedele til August Bech, som så i 2002 har overdraget dem til sin søn Peter Bech.

Desuden har Carlsgaard Skov hørt under Valdbygaard Gods fra 1855 til 1891, og ligeledes Bildsø Strandplantage fra 1855 til 1970-erne. Den sidstnævnte opstod således: I 1852 købte Herman van Deurs på Bødstrup nogle strandparceller og tilplantede dem med nåletræer. Men allerede i 1855 solgte han dem igen til A.W.Bech på Valdbygaard, der fortsatte med at plante alle slags skovtræer. I 1937 fik Slagelse Kommune overladt den nordlige del af plantagen for et nærmest symbolsk beløb på 50.000 kr. I 1950-erne blev den sydlige del udstykket til sommerhusgrunde, som først blev lejet ud, men senere blev solgt. Under Valdbygaard hører stadig en stor plantagegrund med et sommerhus. 

Valdbygaards ejere

1774-1776 Kammerherre Joachim Melchior von Holten von  Castenschiold.

1776-1805 Generalmajor Jørgen Frederik Castenschiold

1805-1846 Amtmand, geheimestats­minister Poul Christian

Stemann

1846-1877 Hofjægermester August Willads Bech

1879-1909 Hofjægermester Jørgen Peter Bech

1909-1940 Hofjægermester, cand. mag. August Villads Bech

1940-1972 Hofjægermester, Jørgen Peter Bech

1972-   Hofjægermester, Kammerherre August Vil­lads Bech

2002-    Jørgen Peter Bech

 

Litteratur

Ud over de i artiklen nævnte værker er anvendt:

Dan­ske Slotte og Herregårde, ny Samling 1944, bind 1.

Større danske Landbrug, 1930, bind 2.

H.G.Olrik: Brorupgaard i Ludvig Holbergs Eje. 1946.

Bugges Kort over Antvorskov Rytterdistrikt 1774. Genoptrykt 1991 af Historisk Samfund.

Godsarkiver. Valdbygård. Landsarkivet for Sjælland. 1987.

Herregårdsliv. Stald- og havefolk. Nationalmuseet.