Storkommandøren

Møller Peter Christensen (1883-1964) fortalte i et interview om en, der hed Karl Rasmussen, men blev kaldt Storkommandøren pga. de mange medaljer, han pyntede sig med.   Han gik på landevejen fra Reersø over Dalby, Vinde Helsinge, Kirke Helsinge, Mullerup, Bildsø, Kirke Stillinge og til Næsby. Denne rute tog han frem og tilbage hele sommeren igennem. Om vinteren var han gerne inde og sidde i Høng-hullet, altså Høng Ting- og Arresthus.Her var der dengang på førstesalen 8 arrestlokaler med tremmer for vinduerne. Her tog de imod ham med åbne arme, og det gjorde de alle vegne, hvor han kom, for han var så høflig og beskeden.
Ingen mennesker vidste, hvad der var sket med ham, og hvorfor han var blevet vagabond. Han fortalte, at han stammede fra Nordsjælland, men ellers var han som en lukket bog mht. sin fortid. Men der må være sket et eller andet for ham, for han ville ikke have andet end brændevin.
Han havde altså ingen fast bopæl, men han havde givet udtryk for, at når han døde, så ville han begraves på Kirke Stillinge kirkegård. Det ønske fik han opfyldt, for han var hos nogen på Kelstrup mark, da han døde den 23. september 1909, 47 år gammel. I kirkebogen betegnes han som løsgænger, og dødsårsagen var overdreven nydelse af spiritus.
Karl Rasmussen sang viser for folk, hvor han kom frem, han lavede dem selv. Sognefogeden i Mullerup er med i flere af viserne, for han arresterede ham engang midt om sommeren og satte ham i spjældet i Høng. Da blev han virkelig gal i hovedet. Han havde jo ikke gjort noget, og lige så gerne han sad i spjældet om vinteren, lige så nødig ville han spærres inde i den bedste sommertid. Et vers lyder sådan:

“Gå ind hos Hans Jørgensen, så bliver han glad,

Han gerne med folk transporterer.

Thi herlig er manden, han tænker som sagt:

Det syndigt dog er, at de stakler skal gå.

Langt hellere op til Høng jeg dem vil køre,

Når derved jeg kan tjene et par øre.”

Da sognefogederne fik udleveret kasketter med blank skygge og guldtresser digtede Karl Rasmussen også om det:

“I Mullerup ved Slagelse en sognefoged der bor,

Som om sit ædle hoved bærer nogen gyldne snor.

Han i sit hede hoved skulle have en balje vand,

og hurtigst muligt hjem og se, hvad lille Karen kan!”

Karen var sognefogedens kone.
Karl Rasmussen kunne fortælle nyt fra egnen, hvor han kom frem, det var også en af grundene til, at han var så velkommen overalt. Han vidste i øvrigt god besked med, hvad der rørte sig i tiden, og han fulgte godt med i politiske og andre store begivenheder, hvilket følgende vise er et eksempel på:

”Ovre i Sydafrika, der vanker der smæk,

Englænderne de ville give Boerne knæk,

men da så Krüger kom til og tog fat.

Går den, så går den, går den inte, ja hvad så.

Men når de alle er ude af Transvaal en dag,

kæmper vi alle for vor herlige sag.

Selv om der kommer en Brite eller to,

det tager vi Boere med en knusende ro.

Engang lå Karl Rasmussen og hvilede sig i vejgrøften ved Bildsø. Så kom lærerinden fra Kirke Stillinge og satte sig i vejgrøften i sit eget meget private ærinde. Så kunne Karl ikke dy sig, han sagde til hende: ”Pas på bukserne, lille frøken”. Hun gav et vræl fra sig og for op og ringede til Slagelse, og så kom politibetjent Jensen med sin pony og arresterede ham. I en ny vise hed det følgende om denne begivenhed:

”- og Rasmussen han tumlede om,

og til Korsør de kørte ham,

det er et herligt sted.”

Anklagen har formentlig lydt på løsgængeri. Et begreb man brugte om personer, der strejfede om uden at søge arbejde, og uden at kunne forsørge sig selv. Løsgængeri var strafbart.
Marie Thomsen fra Kirke Helsinge har i Roskilde Tidendes kronik 23/5 1969 fortalt om Storkommandøren, at det var et navn, han havde givet sig selv, fordi han havde været i Kongens tjeneste. Det var også rigtigt nok, for han havde både været i hæren og været på arbejdsanstalten. Toldkontrollør Stenstrup ved Mullerup Havn havde været hans løjtnant, og ham besøgte Karl et par gange om året. Karl havde dyb respekt for alt, hvad der havde med kongehuset at gøre, og da Kong Christian 9. døde i 1906 ville han ville meget gerne have stået vagt ved kongens kiste. Det kunne selvfølgelig ikke lade sig gøre, så i stedet fik han hos byens manufakturhandler et stykke sort tyl, som han bandt om hatten. Han havde en del legetøjsordener  anbragt på et bredt bånd bundet tværs over brystet, og i den mundering sørgede han over den døde konge. Hver aften, når kirkeklokkerne ringede i sørgetiden, stod Storkommandøren ret med hatten under armen. Når han skulle sove en rus ud, satte han hatten fra sig først. Så når sørgefloret vajede fra en grøftekant, vidste folk, hvem der lå i grøften.
Børnene i Kirke Helsinge glædede sig altid, når Karl kom til byen. Hej børn! Her kommer Storkommandøren! lød det altid. Og på et øjeblik var alle byens unger samlede og traskede bagefter ham til byens smedje, som han altid stilede imod den første aften. Ved smedens esse var der en lun plads, hvor Karl lagde sig tilrette med sin kæp i hånden. Og så fortalte han om sine oplevelser siden sidst. Han fortalte med dunkle hentydninger og med lange pauser, der forøgede spændingen. Som han lå der med det blege ansigt belyst af gløderne på essen og omgivet af en flok nyhedstørstende landsbybørn, var der en egen stemning i smedjen, og smeden kunne ikke drive børnene ud, før Karl gav signal til opbrud ved at true med kæppen.

Storkommandøren blev også kaldt Klap-Karl, fordi han gik med en sort klap for det ene øje. Hvad der var sket med øjet vides ikke. Han var ikke som andre vagabonder rødblisset i ansigtet, men gråbleg i huden, og ansigtet var langt og smalt. Han var høj og mager, og det grå hår hang i tjavser ned over panden. Han havde skæg og et par store buskede øjenbryn. Han var gerne halvfuld, og hans gang derfor noget langsom og usikker. Hans langskødede frakke daskede ham om benene, og op af baglommen stak der en halvtømt flaske og et snavset lommetørklæde. Karl brugte nemlig lommetørklæde, det gjorde ham lidt finere end de andre vagabonder.
Når Karl om sommeren kom forbi Tissø, vaskede han både sig selv og alt sit  tøj i søen. Når tøjet så var tørt, tog han det på og gik videre.
Engang, da Karl var på vej til Kirke Helsinge, traf han en anden  vagabond, som blev kaldt Smukke Nielsen. Han var det grimmeste menneske, man kan tænke sig, stor og tyk og oppustet med en mægtig ligesom svampet næse i sit rødblissede ansigt. Øjnene var fremstående ligesom på en frø, og så var han pilskaldet.
Karl fulgtes pænt med Smukke Nielsen et stykke vej, men da de nærmede sig byen, satte Karl farten op, så han kunne holde sit indtog alene. For, som han sagde, ”man kunne da ikke være bekendt at komme til byen i selskab med et subjekt.”
I byen var der en præst af den gamle myndige slags, der regerede hele sognet. Når han gik sin aftentur, altid iført mørkt tøj, med stok i hånden og med en stiv hat på hovedet, så havde han en egen evne til at se alt, og byens folk havde stor respekt for ham.

En kold aften lå Karl og sov en rus ud i en grøft, men med sit ene øje på klem. Først kom en af byens arbejdsmænd forbi. Han så nok Karl, men gik bare videre, det var jo ikke første gang, han så Karl i den tilstand.Lidt efter kom præsten, der var ude på sin aftentur. Også han så Karl, standsede og rystede misbilligende på hovedet – og gik videre. Men endelig kom en gammel hvidhåret gårdmand, der ikke selv var ukendt med de våde varer. Han gik ned i grøften, fik Karl på benene og tog ham med hjem til gården, hvor han fik lov at sove i laden.
Men næste dag gik Karl rundt og fortalte lignelsen om den barmhjertige samaritan i sin egen udlægning, og særligt fortalte han om ”præsten, der gik forbi.”
Karl Rasmussen levede et hårdt liv, og han var flere gange indlagt på Slagelse sygehus. I Stillinge sogneråds brevbog findes følgende brev afskrevet den 14. juli 1894:  ”Til Søllerød Sogneraad pr. Holte.
Ved hoslagt at fremsende Afhøring over Karl Rasmus Rasmussen som efter den til samme afgivede Forklaring maa antages at være forsørgelsesberettiget i sin Fødekommune udbeder man sig det ærede  Sogneraads Svar paa om hans Forsørgelsesret der anerkendes og om herværende Kommunes Udlæg for ham vilde blive refunderet efter lovlig Regning.
Ligeledes udbeder man sig det ærede Sogneraads Svar paa om han naar han igen er helbredet hvilket forhaabentlig ikke vil vare mange Dage ønskes hjemsendt eller han maa tilstæde den i Afhøringen anførte Høsttjeneste. Svaret forventes snarest.”

Og igen den 23. november 1894:
”Til Søllerød Sogneraad pr. Holte med  Kvittering for modtaget  Refusion for Karl Rasmussen – Storkommandøren – 27 Kr. og med Anmodning om at Regningen der medfulgte som Bilag maa blive tilbagesendt.”
En henvendelse til Byhistorisk Arkiv for Søllerød Kommune gav en del nye oplysninger. Arkivar Jesper Boysen fandt ud af, at Carl Rasmus Rasmussen var født i Addemosehus den 25. november 1861 som uægte barn af fruentimmeret Ane Marie Rasmussen, der var 27 år gammel.  Til barnefader var udlagt kusk Carl Frederiksen af København.
I folketællingen fra Holte 1870 findes Karl Rasmus Rasmussen 8 år gammel som plejebarn forsørget af fattigvæsenet. Han bor hos en familie, hvor husfaderen er slagter.  Også korrespondancen mellem Stillinge og Søllerød kommuner findes i arkivet, men ikke den omtalte afhøring.
Carl Rasmussen var altså 48 år gammel, da han døde, og ikke som anført i Stillinge kirkebog 47 år. Hans opvækst uden far og mor, men hos en plejefamilie forsørget af fattigvæsenet forklarer også i nogen grad, hvorfor han blev en fordrukken vagabond. Den hårde barndom havde skabt en frihedstrang hos ham, som kom til at styre hans voksenliv.

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *