Snekastning i Kirke Stillinge

Huset i forgrunden er Stillingevej 56JUL I ØSTER STILLINGE

Fra Zakarias Nielsens “MINDER”.

Endnu maa jeg her tilføje nogle Linier om Juleaften i mit hjem.

Det er Juleaftensdag, henimod Aften. Jeg staar ved Gavlen af vort Stuehus og ser ud over de store, hvide Marker og Enge. Et let rosenfarvet Lys ligger over Sneen, hvide, glasagtige Duske af Rimfrost hænger paa Markens Stilke. Fra Stillinge Kirkeklokker bølger tiltagende og hendøende Klange ned over Højderne paa “Lindholms” Mark og naar mit Øre som lange, fjerntklingende Sangtoner. Hvor er Naturen dog stille! Det er, som alt ligger med tilbageholdt Aandedræt og venter …
Jeg gaar om ved Udhusets Gavl og ser ud over Byen.
Huse og Gaarde staar i et Skær af højtidelig Forventning, Folk, der færdes ovre paa Gaden, nikker glade til hinanden, Køerne, der drives til Kæret, tager sig helt anderledes ud end ellers, synes jeg, alt er anderledes, tryllebundet i Glæde, i dulgt Spænding. Nu tændes der Lys nede hos Hjulmandens. Mit Hjerte bæver: Juleaften!
Jeg gaar ind i Stuen. En stor, ren Dug ligger over Bordet, min Moder farer fra Spisekammeret ud i Køkkenet, min Fader gaar langsomt frem og tilbage paa Gulvet, rygende paa sin lange Pibe. Ilden buldrer i Ovnen, en lille tynd Ildstribe ses i den utætte Sammenføjning ved dens ene Hjørne. En af mine Søstre kommer ind med et Lys, sætter Tallerkener paa Bordet og bringer derefter et Saltmadsfad, Sennep og Rødbeder. Langsomt træder Svenden og Karlen ind, begge nybarberede, vandkæmmede og hægede. “Godaften, og en glædelig Fest!” hilser de. – “Tak, i lige Maade!” svarer min Fader. Alle tre sætter sig og tier længe.
Nu bliver der sat et Lys paa hver Ende af Bordet og et paa dets Midte. Aa, hvad er det dog, der udspænder mit Hjerte saa underligt, næsten smertefuldt.
“Ja, saa i Guds Navn”, siger min Fader og sætter sig ved Bordenden. Vi andre sætter os paa vore Pladser, griber Kniv og Gaffel og gaar løs paa Medisterpølserne og Grisetæerne. Talen falder livligere og livligere, Niels Landsgrav sidder hele Tiden og skæver efter Brændevins-Karaflen, der er hans kæreste Ven paa Jorden. Efter et lille Ophold i Spisningen bliver der midt paa Bordet sat et Fad dampende Risengrød, overdrysset med Sukker og Kanel og med et stort, firkantet Smørhul med sirligt udløbende Hjørner. “Værsgod !” Efter Grøden kommer den tredje Ret: et Fad dampende Klipfisk med Smør, Sennep og Kartofler. Som al denne Juleaftensmad smager!

Mætte indtil Overmaal lægger Svenden og Karlen sig tilbage og tørrer Smørret af Mundvigerne. “Tak for Mad!” byder vi alle og rækker i Aften min Fader og Moder Haanden. Saa kommer Salmebøgerne frem, og min Fader synger for, lidt rystende og med mange underlige Løb:
“0, Jesu, vor Forsoner … ”
Derefter spiller vi Kort om Pebernødder, drikker Kaffe, spiller Lotteri og spiser “Kvældsnadver”.

Jeg gaar ud og ser op paa den tavse Midnats Stjernebue og folder mine Hænder. Nu fødes Jesus, nu i denne Stund. Stjernerne tindrer med tusinde milde Julehilsener, medens Byen ligger tavs-drømmende som et lille fred lyst Bethlehem.

Zakarias Nielsen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *