Intro

Vi vil gerne have de fem flotte blomster som du ser i logo for Blomstrende Landsby.

Lige nu har vi ingen, men Lokalrådet har for Stillinge by, søgt optagelse i udviklingsprogrammet ”Blomstrende Landsbyer”, så når vi er optaget får vi et flag med 1 blomst. Det er Landdistrikternes Hus (LDHUS), der står bag programmet og formålet er blandt andet at give landsbyer mulighed for at synliggøre sig og skabe lokal udvikling.

Lokalrådet har nedsat et udvalg bestående af Ole Olsen, Lars Schou og Ib Jensen til at igangsætte et stort projekt for Stillinge By – BLOMSTRENDE LANDSBY.
Har det så noget med blomster at gøre?

I en række europæiske lande har man indført Blomstrende Landsbyer som er bedst kendt på mængden af blomster ved vejsider og rundkørsler, men i Danmark gælder det især det blomstrende liv, som fungerer mellem de mennesker, som bor og lever på landet. Tanken er, at give mulighed for at synliggøre de velfungerende lokalsamfund og deres indsats for at gøre det attraktivt at bo og leve på landet og det vi skal synliggøre i processen er at vise omverden at vores lokalsamfund blomstrer, at her er liv og initiativ.
Det skal alle borgerne i Stillinge By inddrages i og det er netop det arbejdsgruppen under Lokalrådet nu sætter i gang.
Det bliver en tidskrævende proces, blandt andet udsender vi et spørgeskema som skal kortlægge aktiviteter, arbejdsgrupper, foreningslivet og meget mere. Vi håber I alle vil tage godt imod dette – jo bedre opbakning fra lokale borgere, des bedre kortlægning.
Vi vil også indkalde til borgermøde, men mere om dette senere.

Grundlæggende er det et kvalitetsstempel og programmet der er i 5 niveauer synliggøres via et flag der placeres på et centralt sted i Stillinge By og vi er sikre på at vi styrker vores landsby særligt hvad angår bosætning, turisme og erhverv.
MEN, nu skal vi i gang med at udarbejde et ret omfattende materiale der skal indgå i den optagelsesproces der gerne skulle ende med at vi bliver godkendt som Blomstrende Landsby – den første i Slagelse Kommune – og endelig kan holde en stor fest / højtidelighed hvor vi med stolthed hejser flaget i Kirke Stillinge.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *