kravlenisserI løbet af efteråret har børnene beskæftiget sig med temaet Natur og naturfænomener i deres aldersgrupper, hvor de har talt om vejret, farvernes skiften, løvfald, samt hvad dyrene gør, når det bliver koldt. Årstidernes frugt og grøntsager, og hvad de kan bruges til, er også tema. Alt hvad der er høstet i vores have og køkkenhave har børnene, sammen med de voksne, tryllet om til lækker syltetøj, supper, boller eller kager. Askehavegårds dyr får både grøntsager og frugt som supplement til deres fuldfoder. De får også gammelt tørret brød som ekstra guf.
Så er stilheden forbi… Vi har i sensommeren fået bygget et nyt hus til dyrene. Det er lidt større og noget bedre indrettet end det gamle hus. I den første uge af november vendte de sidste dyr tilbage til Askehavegård. Hønsene har fået nye, lækre redekasser, og kaninerne har fået en stor udendørs gravegård, som er foret med hegn, så de kan grave uden at grave sig ud af indhegningen.
Den søde juletid… og ventetid
Snart er det jul, og børnene er i fuld gang med at jule. En af de største opgaver for børnene i juletiden er at kunne holde på hemmeligheder. De har længe været i gang med overraskelser, som de skal have med hjem til mor og far til jul.
I december måned kan ventetiden være meget lang, når man tæller ned til juleaften. Så vi prøver på bedste vis at få tiden til at gå med juleklip og julesang. Børnene lærer om julens traditioner, eller i hvert fald de mest håndgribelige af dem. De lærer om nedtælling til jul ved hjælp af adventslys, der synges julesange, og de lærer om vigtigheden af at opføre sig pænt, for julemanden ved jo som bekendt alt…
Torsdag d. 15. december holder vi den årlige juletræsfest, hvor børnene går Lucia optog. Der bliver blitzet og optaget til den store guldmedalje af stolte og glade forældre, når de små poder kommer ind med lys i hænderne og glorie på hovedet. Efter det fine optog, serverer de flittige forældre i Aktivitetsudvalget gløgg og æbleskiver, sidstnævnte spises i rigelige mængder af både børn og voksne. Og man kan jo ikke have en juletræsfest uden en helt speciel gæst, som kører i kane og leverer gaver til alle jordens børn…

Velkommen
Vi vil gerne byde varmt velkommen til:
Felix, der starter den 1. december på Laden.
Malthe, der starter den 1. december hos Larverne.
Vi siger også velkommen til William, der starter den 1. januar på hos Larverne.
Vi ønsker jer en dejlig start og en fantastisk tid i Askehavegård Børnehave.

Bestyrelsen
Ved forældremødet den 5. oktober blev der afholdt valg til Askehavegårds bestyrelse. Helle H Jensen og Annette L Sørensen blev valgt som bestyrelsesmedlemmer, Heidi Rosenkilde Larsen og Christian Pedersen blev valgt som suppleanter.
Ved bestyrelsesmødet, den 2. november 2016 konstituerede bestyrelsen sig og Pia Nielsen blev genvalgt til formand og Annette Linea Sørensen blev valgt til næstformand. Den samlede bestyrelse består af:
Pia Nielsen (formand og LDD mandat fra Danske Daginstitutioner),
Annette Linea Sørensen(næstformand),
Louise Holme Hansen (LDD mandat fra Danske Daginstitutioner),
Helle Hartman Jensen (bestyrelsesmedlem),
Peter Holm (bestyrelsesmedlem),
Heidi Rosenkilde Larsen (suppleant),
Christian Pedersen(suppleant), Palle Woss
Petersen (LDD suppleant og direktør forDanske Daginstitutioner), samt Børnehavens leder og en medarbejderrepræsentant.

Fuldt hus

Askehavegård har, efter aftale med kommunen, valgt at åbne op for 6 vuggestuebørn mere. Det betyder, at vi får en hel vuggestuegruppe med 12 pladser.

Tak…

Til sidst vil vi gerne sige tak for endnu et dejligt år i Askehavegård Børnehus til både børn og forældre og ikke mindst et særlig tak til vores super motiverede personale, som yder en kæmpe indsats året rundt. Uden jer vil Askehavegård ikke være Askehavegård!
De bedste julehilsener
Bestyrelsen i Askehavegård

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *